Månedens fokus: Den Danske Sangskat

Digt og melodi
Der er ikke så mange mennesker, der læser dansk lyrik. Og alligevel er dansk lyrik et folkeligt anliggende. Takket være komponisterne. For når der er melodi til, bliver poesien med ét levende, og alene eller i kor kan man synge det ene digt efter det andet, som man aldrig ville sætte sig ned og læse.
I den traditionelle folkelige sang hører de to sider af det sungne sammen – teksten og melodien. Vi ved ikke hvem der skrev melodien til En yndig og frydefuld sommertid eller Ebbe Skammelsøn. Det er lige meget - de er overleveret som uadskillelige.
Oluf Ring skrev melodi til Thøger Larsens sommerdigt Danmark, nu blunder den lyse nat fra digtsamlingen ”Slægternes Træ”, 1914. Og dermed er digtet blevet et af de bedst kendte og mest elskede danske digte overhovedet. Og de to er nu blevet ét – ikke et digt og en melodi, men en sang. Og noget af det mest danske, vi kan forestille os. Uden melodien havde digtet formentlig stået i en lille, tynd digtsamling i bibliotekets magasin, kendt og værdsat af de få.

Komponisten konserverer digtet
Den traditionelle sang – eller ”folkesangen” - er bundet til livets, årets og døgnets gang. Den er en del af det kulturelle arvegods, som børn får fra deres forældre. Den er derfor uløseligt knyttet til den kultur, den er vokset ud af. Sange til arbejde, sange til årstiderne, vugge-, bryllups- og begravelsessange og endelig den mere funktionsløse visesang med karakter af historiefortælling og opdragelse.
Den nyere folkelige sang er et kunstprodukt, som hører til en ganske bestemt samværsform, fællessangen. Og sangens betydning ligger i den fælles sangaktivitet og i det indhold, som fællesskabet tilfører sangenes tekster og melodier. Sammenholdet i gruppen forstærkes af sangen som fysisk og åndelig aktivitet, og samtidig skabes en sangkultur omkring et repertoire, der giver udtryk for den pågældende gruppes værdier og selvopfattelse.
Når man skal huske en sang, vil melodien ofte være vejen. Hvis man kan nynne den, vil teksten være lige om hjørnet. Melodien er det stof, som holder teksten i live og giver ordene liv hver gang, de synges. Det melodirepertoire, som er fælles for en hel nation, vil rumme nationens selvforståelse og bringe den til live hver gang, der synges.

Danmarks Melodibog
Wilhelm Hansens musikforlag havde igennem anden halvdel af 1800tallet vokset sig rigtig stort. Forlaget leverede musik til hele Danmark og havde efterhånden fået halvofficiel status. Og hermed fulgte forpligtelser, som man påtog sig med stolthed. I slutningen af århundredet besluttede forlaget sig til at udgive den danske sangskat. Det blev til Danmarks Melodibog. Et kolossalt prætentiøst projekt, som til slut kom til at omfatte 1500 sange, fordelt på fem bind. De tre første fra 1895, 1899 og 1901 blev redigeret af Nicolai Hansen, og de to sidste af WHs mangeårige freelance medarbejder, komponisten Oluf Ring. De udkom i 1921 og 1928.
Publikum og pressen var imponerede over udgivelsen, der virkelig blev den komplette samling af danske sange, som man havde planlagt.
Pressen skrev bl.a.: Her er alle de Melodier, som efterhånden er gaaet over til at blive Folkets Eje, og som enhver kender eller i alle Tilfælde bør kende. Melodier som er opstaaet i lykkelige som sorgfulde tider for Landet og som er blevet udtryk for Stemninger og Følelser, vi alle holder fast ved og lever videre paa, fordi de afspejler for os Minder om Begivenheder som er noget af os selv. – Derfor bør Danmarks Melodibog findes i ethvert dansk Hjem hvor der er klaver.

Højskolesangbogen
Danmarks Melodibog består af danske romancer og små klaversange, fædrelandssange, syngespil- og vaudevillesange, salmer samt et stort antal ældre og nyere folkesange. Den er blever købt og brugt rigtig meget, og den står som et monument over en fordums dansk sangkultur.
Det var allerede klart, da femte bind udkom, at der var tale om en runesten over en sangkultur på vej ud.
Den folkelige sang har i Danmark en helt særlig betydning, som igennem fire-fem generationer er blevet forbundet med folkehøjskolen. Det kom lidt efter lidt, efterhånden som landboungdommen på højskolerne lærte at værdsætte fællessangen som et vigtigt element i samværet.
To skikkelser dominerede opgøret med den romantiske sangtradition, som prægede det udrundne århundrede, Carl Nielsen og Thomas Laub. I 1915 og 1917 udgav de to samlinger En snes danske viser, som eftertrykkeligt satte normen for en ny folkelig sang. Deres bestræbelser var opgør med det kunstlede og arbejde for en ny enkelhed og folkelighed. Som deres credo skrev de i forordet:

”At gøre gode digte almenkendte er jo visekomponistens hovedformål, om han
da vil blive sin opgave tro.”

De gjorde J.A.P. Schulz’ fortale til hans Lieder im Volkston (1784) til deres. Schulz
vil i sine viser ”synge mere på folkelig måde end i egentlig kunstform, sådan at også lægfolk kan tage del i dem og huske dem. Derfor har jeg i melodierne ... af al magt at give dem præg af det tilsyneladende velkendte (Schein des Bekannten)”.
Det var komponisten og højskolemanden fra Ryslinge, Thorvald Aagaard, som omkring 1920 af Højskoleforeningen fik til opgave at udfærdige den første melodibog med klaverrarrangementer til Højskolesangbogen, som var udkommet siden 1894. Han var elev af både Carl Nielsen og Thomas Laub og bad dem begge om at deltage i arbejdet, ligesom han opfordrede sin yngre kollega på Skaarup seminarium, Oluf Ring, til at være med.

Første udgave af Folkehøjskolens Melodibog udkom i 1922 på Wilhelm Hansen Musikforlag. Udrensningen af de romantiske melodier – bl.a. arven fra Danmarks Melodibog – begyndte her og kulminerede med melodibogen 1940 ved Oluf Ring og Mogens Wöldike, begge elever og Laub og Nielsen.

”Syng Danmark”
Wilhelm Hansen havde siden lanceringen af Danmarks Melodibog været sangbogsforlaget par excellence. Det var en del af forlagets image, og man ønskede at fastholde det billede. Oluf Ring havde fra 1933 år stået for radioudsendelsen Syng med os, hvor han med sit kor fra Skaarup sang og kommenterede danske sange. Da han i 1937 foreslog forlaget en sangbog med danske sange i enkel udsættelse, fik han frie tøjler til at tilrettelægge den. Det blev til sangbogen Syng Danmark med 250 danske sange i enkel trestemmig udsættelse, som udkom i 1938. I Dansk Musiktidsskrift blev den begejstret anmeldt af komponisten Finn Höffding: Mon vi nu kan blive fri for det skrækkelige Monstrum, der hedder ”Danmarks Melodibog” med samt Omslagets triste Snørelivsdame under Løveskjoldet på Egetræet. Der er samme Forhold mellem dette grufulde Omslag og Sybergs Billede på Omslaget af Rings Sangværk ”Syng Danmark”, som der er mellem Musikken i det ene og det andet Værk. I ”Danmarks Melodibog” et Hulter til Bulter af gode og dårlige Melodier; i Rings et kræsent Udvalg af det allerbedste i dansk Folkesang; i ”Danmarks Melodibog” grufulde Udsættelser selv af gode Melodier; i ”Syng Danmark” henrivende Udsættelser og ingen dårlige Melodier.”

Alsangen
”Et flag er smukkest i modvind” lyder Poul Sørensens symbolladede sang fra 1940: Det danske kommer tydeligst frem, når det er truet. Det gjaldt i høj grad den danske sang under den tyske besættelse 1940-45. Allerede i krigens første år blev den danske sang et samlingspunkt for det nationale sindelag. Man mødtes til alsangsstævner, hvor eneste programpunkt var afsyngning af danske sange. 1. september 1940 kom den foreløbige kulmination med stævner i Århus, Aalborg, Odense, Kolding, Vejle, Gentofte, Frederiksberg Have, Kongens Have og Fælledparken. Det sidste blev transmitteret i radioen, og kl. 18 hørtes timeslaget fra Københavns Rådhus – tegnet til, at alle alsangsstævner skulle istemme Grundtvigs og Rungs Moders Navn er en himmelsk Lyd. Man skønnede at 740.000 sang med. – Det var ikke kontroversielle sange som Danmark for Folket eller Når jeg ser et rødt flag smælde, men en gammel traver som Moders Navn, var det fordi formålet ikke var provokation, men ganske simpelt at møde brutalitet og styrke med insisterende dansk selvsikkerhed!

Efter krigen
Den danske sang havde en storhedstid under krigen, og man kunne godt være spændt på, om den var bundet så meget til modstanden mod besættelsesmagten, at den ville forekomme gammeldags, når den blev taget frem efter krigen. Wilhelm Hansen satsede i 1948 og udgav en ny samling danske sange Vore Skolesange ved Oluf Ring og sanginspektør Rudolf Grytter og med noter af Rings svigersøn sognepræst Karl Bak.
WH så rigtigt. Bogen blev en stor succes, og den kom til at præge især gymnasiemusikken i mange år, indtil Musikhøjskolens Forlag lancerede 555 sange i 1972!
Samlingen, som indeholder 59 én- og flerstemmige sange, er hovedsageligt resultat af Oluf Rings arbejde – den fynske kunstner og ildsjæl, som viede hele sit liv til den danske sang. Han var den yngste af den stærke generation med Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard, Harald Balslev m.fl. og han delte sit arbejdsliv mellem sin stilling på Skaarup Seminarium, sit virke som komponist af danske sange (Nu lyser løv i lunde, Nu er det længe siden, Sig nærmer tiden, Danmark, nu blunder den lyse nat, Hvor smiler fager den danske kyst...) og arbejdet som konsulent for Wilhelm Hansens musikforlag.

Sangbogen 1-2-3
Inden Musikhøjskolens Forlag som Edition Egtved i 1996 blev en del af WH-koncernen nåede de at genere WH betydeligt: Wilhelm Hansen havde siden 1958 fortsat med at sælge Vore Skolesange som om intet var hændt. Men i 1972 lancerede Egtved en alvorlig trussel: 555 sange for Folkeskolen v. Thomas Alvad og Svend G. Asmussen. En sangbog med danske, engelske og amerikanske sange – og så med becifringer!
Det betød, at Vore Skolesange med ét var håbløst gammeldags. Og da Egtved i 1982 fulgte op med 151 andre sange var slaget eftertrykkeligt tabt.
Hvordan fik Wilhelm Hansen dette gode marked tilbage? Herbert Møller lagde sammen med de to direktører planer for et modtræk, og i 1988 kom så Sangbogen med fire redaktører, Inge Marstal, Kai Nørholm, Åge Nielsen og Herbert Møller, med et flot blåt omslag, designet af Per Arnoldi, masser af becifrede sange fra ind- og udland og spiralryg til pianisterne.
Gigantisk succes! Og efter endnu to succeser, Sangbogen 2 og Sangbogen 3, havde WH igen markedet, og alt var som det skulle være.

Højskolesangbogen, 18. udgave.
I 2006 udkom den længe imødesete 18. udgave af Højskolesangbogen og dens Melodibog – og nu er Wilhelm Hansen med i både sang- og melodibog. Igennem de tidligere udgaver har udenlandske sange holdt deres indtog, og den rytmiske musiks brug af becifringer er blevet en del af denne sangbog også. Fællessangens dominerende og styrende rolle i forbindelse med sangvalg er ikke mere så tydelig, bl.a. er mange af de nye sange ”liftede” på en måde, som erfaringsmæssigt er svær for en forsamling at gennemføre unisont. Og man har valgt at bringe oversættelser af populære danske sange, som fx Where the road bends, there you see, snuggly lies a cottage wee – ja, rigtigt: Hist hvor vejen slår en bugt...