21-08-2008

REGNBUENS FARVEKLANG

Fredens K.: Regnbuens farveklang. I Knud Olsen (red.). Ord & Billeder. Poul Kristensens Forlag, 20-22, 1995.

Newton sendte det hvide sollys gennem et prisme, og han så, hvordan det spred­tes i alle regn­buens farver. Regndråberne på himlen gør det samme, når de leger prismer og bygger gangbro for Heimdal.

Det hvide lys passer på alle farverne, lige som en enkelt af musikkens toner rummer talrige klange, og ordene i sproget sitrer af sansninger. Slå det dybt A an på klaveret og lyt til de klanglige ændringer, mens det klinger ud. Tonen folder sig ud som en regnbue. Grundtonen ne­derst, ­overtonerne ovenpå, og så slår man dem an som strengene på en harpe. Fløjten og oboen har hver sin personlighed, fordi de fremhæver forskellige farver.

Farvens klang og klangens farve er to verdener - billedet og musikken - som rækker hinanden hånden; begge har et spektrum.

I malerkunsten kalder man dem kolorister, når de maler en farvesymfoni, hvor nuancerne er tilpasset billedets grund­stemning; når de forstår at skabe netop den farve, som giver lyd og bevægelse fra sig ved sit mådehold eller som tordner ud i rummet som klangen fra femten basuner. Hver enkelt farve kan ændre helheden, og en farve kan skifte karakter, uden at man rører den, blot ved at forandrede farver andre steder i bille­det.

Og melodien får en anden grund­stemning, når man skifter toneart.

Farverne skaber dybde og højde, på samme måde som dyb og høj lyd kan farve musikken mørk eller lys.

Karl Isakson var en af de store ko­lorister herhjemme, og syd på syslede Vassily Kandinsky bevidst med billedets synæstetiske og musiske kvaliteter. Paul Klee, som også var professionel violinist, mestrede på fremragende vis billedets tonesprog; ikke for at sammenblande billede og musik, men for at antyde den grundtone, som både følelsen og univer­set har til fælles: At gøre det usynlige hørbart.

Nikolai Rimskij-Korsakov og Alexan­der Skr­jabin var farvekomponister efter de samme principper, og i nyere tid spiller man "spektral musik", en musik hvor klangfarven er i højsædet. Her lytter vi til fransk­manden Olivier Messiaen. Et af hans orkesterværker hedder "Chro­nochromi" og i "Kvartetten til tidens ende", som han komponerede i tysk krigs­fangelejer, hedder en af satserne "Virvar i regn­buen".

Vore sanser er ikke bare selvstændige instrumenter, de danner også et orkester. Nogle personer oplever farver, former, bevægelser og lugte, når de lytter til sprog og musik. Det er denne samtidige sansning vi kalder synæstesi.

Farvelytning i sproget lever i vokaler­ne, som har hver deres klangrum fra fortunge og til bagtunge­. Vi synes voka­len /i/ er lys, og betrag­ter /å/ som mørk; men der er andre forskelle. Fortungevo­kaler virker små, kantede og smalle. Bagtungevokaler synes større, dybere og runde. Desuden vil fortungevoka­lerne gerne bevæge sig opad og udad, hvori­mod bagtungevokalerne bevæger sig nedad og indad. Det er, som om fortun­gevokalerne er udadvendte, og bagtunge­vokalerne vil helst blive hjemme­. Tager vi et /i/ i hånden føles det koldt; bagtun­gevokaler kan man varme sig på.

Hver vokal har sit klangbillede som farverne i en regnbue, og der skal lyttes, så man kan høre græsset gro. For­tungevoka­lernes anden ­overtone, har en højere fre­kvens end bagtungevokaler­nes. På den måde kan vokalen /i/ skabe asso­ciatio­ner til de andre sanser om noget, der er højt og smalt, noget, som bevæger sig opad og udad med en høj spænding. På tilsvarende måde er forskellen mellem en stor og en lille terts ikke så meget, at den ene er større end den anden, men at begge har deres umiskendelige farve.

Synæstetiske musikere oplever toner som far­ver. To synæstetikere har ikke nødvendigvis samme farve på tonerne, men de har hver deres præcise opfattelse. Og ­dertil evner de at knytte en oplevelse af be­vægelse og rytme, temperatur, spænding-afspænding og form til den musikalske oplevelse. Det er en er­faring, som synes at følge ganske bestemte love, og som ser ud til at gælde for os alle.

Det gælder også sproget. Tag to ukendte ord som "obulu" og "pibiti". Vi aner ikke, hvad de står for; de har ingen mening og alligevel stråler de af betyd­ning: En obulu er rund, jordbunden, mørk aflappet og varm. En pibiti er derimod lige modsat spids, opadstræben­de, lys, spændstig og kølig.

Her er musikken i sproget. Når øret lytter, spiller de andre sanser med; og ­så har de deres eget partitur, der hvor regn­buen ender.

Om det er svært at håndtere et sprog? Jo, hvis man kæmper mod det. Tanken og dens indre billeder skal man slås med, men i det øjebli­k man føler og ved, hvad der skal sanses og siges, er sproget en trofast tje­ner.

Hvor skal vi hen, siger spro­get til tanken?

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at klikke her

Kontakt

For supervising kontakt

Claus Kilpatrick
e-mail: ck@ewh.dk
tlf.: (+45) 33 70 15 18

eller

Eva Havshøj Ohrt
e-mail: eo@ewh.dk
tlf.: (+45) 33 70 15 02