 |
Kærså,
Morten
Komponist,
musiker, arrangør og producer - Morten Kærså (f. 1957) kan alt med
musik. Og han har prøvet meget. Han har spillet med et utal af danske
musikere: Aske Bentzon, Rugsted/Kreutzfeldt, C.V. Jørgensen og Lis Sørensen
m.fl. Og i en årrække arbejdede han sammen med Sebastian - bl.a. om
musicalen ’Aladdin’. Morten Kærså har skrevet musik til film, TV,
sport og Melodi Grand Prix, ligesom han har produceret cd’er for sig
selv og andre.
Mest af alt har Morten Kærså komponeret et meget stort antal sange og
instrumentalnumre, der er gået direkte ind på de danske hitlister. Det
er især musikken fra Morten Kærsås tid i Sneakers og Moonjam, der
tegner det brede publikums kendskab til hans musik. Sneakers dannede
Morten Kærså i 1979, bl.a. sammen med Sanne Salomonsen. Bandet udgav 5
albums i begyndelsen af 80’erne og var trendsættende for tidens nye
funk/rock musik med amerikanske Toto som forbillede. Sange som ’Sui-Sui’,
’Gøglerne kommer’ og ’På den grønne gren’ fra albummet
’Sui-Sui’ (1981) var med til at give Sneakers en solid placering som
et af tidens store danske bands.
I 1985 skrev Morten Kærså musik til succes-musicalen ’Sarai’, der
blev opført på Bellevue Teateret. Moonjam blev etableret som fast band
i kølvandet på ’Sarai’. Moonjams
første maxi-single med titelnummeret ’Sarai’ udkom i 1986. Siden da
har bandet udsendt 14 albums og turneret med stor succes. I de seneste
udgivelser "Songs for Saxophone" vol. I og II, "Xax Xonx"
og "X" får saxofonen lov til at folde sig ud i en række
smukke og fængslende instrumentalnumre skrevet af Morten Kærså. Tættere
på Kenny G.-kvalitet kan man næsten ikke komme, men Morten Kærså
formår at fastholde sin helt egen stil i den musik, han komponerer,
ligegyldigt hvor han henter sin inspiration fra.
Sidste nyt
Ny plade fra Moonjam lige om hjørnet.
Soundtakes/indspilninger
|