13 NYE højskolesange er et bud på en ny sangskat eller måske snarere et forfriskende supplement til den rigdom af sange, der allerede findes trykt i en af Danmarks måske mest elskede og brugte sangbøger, Højskolesangbogen. Cd’en rummer en samling danske sange, der på mange måder beskriver, hvordan det er at leve som et moderne menneske på overgangen mellem det 20. og det 21. århundrede.

Der er årstidssange, sange om livet her og nu, morgen- og aftensange. På nær H.C. Andersens tekst Skovbal og Poul Borums For livet, ikke for skolen er teksterne til sangene skrevet af nulevende danske digtere som Ellen Heiberg, Niels Brunse og Juliane Preisler. Det er alle tekster, der trods forskelligt ophav handler om vigtigheden af at lægge mærke til og være bevidst om livets små, men betydningsfulde stunder. Naturen bliver brugt som symbol på livet og på de nære ting, og fordi de fleste er verdslige, moderne tekster er det ikke så meget Guds natur, men derimod naturen selv og det, den er, der bruges som billeder på livet.

Set som et lille udsnit af moderne dansk poesi rummer teksterne en enkelhed og en klarhed, der måske udtrykker en trang til at stoppe op og pege på de sider af tilværelsen, der let forsvinder i den travlhed og det sansebombardement, der kendetegner hverdagen i dag.

Teksterne er sat i musik af nogle af vores fremmeste nulevende komponister deriblandt Ib Nørholm og Michael Bojesen. Melodierne er originale, varierede og skrevet i forskellige tonesprog, men alle sangbare og udtryk for den mangfoldige inspiration, der ligger til grund for komponisters virke i dag. Den moderne danske sang udspringer ikke af en, men af adskillige genrer og traditioner, og danske sange i dag er mange ting; folkesange, revyviser, jazzballader og rocksange, viser, salmer med mere. Denne kompleksitet afspejles i sangene som i f.eks. Keld Telén og Niels Green-Hansens Natten ser med milde øjne, der trækker tråde tilbage til melodier af Karen Jønsson og Kai Normann Andersen, eller Ole Ulgit Jensen og Jens Rosendahls I dagens sidste soledans, der leder tankerne hen på den danske vise- og troubadourtradition repræsenteret af blandt andre Erik Grip og Allan Olsen.

Men der er også små perler, der bare er sig selv som Michael Bojesens og Ellen Heibergs let eftertænksomme Lyset er vendt. Den enkle melodi, der i starten har nerve og håb, men som hen mod den åbne slutning bliver mere rolig og eftertænksom, symboliserer det håb, de muligheder og det budskab, som teksten rækker ud mod læseren. Det er en sang, der i Højskolesangbogens ånd egner sig til mange lejligheder, og som vil blive sunget meget, fordi den udtrykker håb, livsglæde og styrken ved at synge og ved at turde stå frem som menneske: ”Syng ud når et lyshav tændes, lad sjælen synge sin sang...”