Komponister / Forfattere
Svend Hvidtfelt Nielsen
© Susanne Hansen
Født:1958
Rejse ind i musikken
Et portræt af komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen
Af Anders Beyer
»Jeg vil gerne skrive eventyrlig musik, der ikke er let at gennemskue, og som har en særlig lyd eller klang, der pirrer sanserne og får publikum til at undre sig.«
Fantasi, følelser og fornemmelser: Svend Hvidtfelt Nielsens musik dyrker det hemmelighedsfulde i sin musik. Han udleverer aldrig sine inderste tanker til lytteren, men stiller en udfordrende musik frem, der gennem poetisk dragende titler ægger fantasien. Paradigmatisk fremstillet i værket Flowerfall for sinfonietta fra 1993. Titlen taler om blomster, men også ‘fall’, der i en fri sproglig fortolkning både kan betyde fald og efterår. Derved udtrykker komponisten noget ubestemmeligt, gådefuldt dragende. Musikkens faldende linier sættes i forhold til et skrøbeligt musikalsk udtryk, hvor blomsten får en særlig poetisk betydning. Faldet er konkret i musikken, og det bruges til at pege på noget andet gennem blomsten som billede, nemlig forfald eller noget, der visner. Naturen fremtrylles ikke som majgrøn herlighed og lokkende fjernhed, nej det er døende haver, forfaldets æstetik, som giver lyd gennem musikkens karakter af nature morte. I yderste forstand handler musikken om det levede liv, der holder op.
For Hvidtfelt Nielsen er musik og musikudøvelse ikke et regnestykke, der skal gå op. Når han spiller orgel transcenderer han det stereotype gennem improvisation, når han komponerer vil han røre, bevæge, flytte lytteren et andet sted hen. Værktitlerne byder lytteren ind i musikken. »Titlen er værkets ansigt udadtil«, siger komponisten. Den skal lyde godt og være tilpas åben, så det ikke bliver et diktat – publikum må ikke tro, at det skal opleve præcis på den eller den måde, på den anden side skal titlen også pege på, hvad musikken handler om. Kunstneren uddyber selv med formuleringen: »Titlen peger i første omgang på, hvordan jeg oplever musikken. Jeg prøver at samle min oplevelse i et ord eller en sætning.«
Ordene nat, drøm, stille, vinter, dans går igen i stemningsbærende titler som f.eks. Mod Natten, While Angels Sleep, In der Abendstille, Lied und Stille, Dreamland, Nightdance og Leaves in Winter.
Set i den optik kommer Hvidtfelt Nielsens musik, lige som Mahlers, til at sitre om mundvigene. Undertiden er den næsten grådkvalt og livgivende ærlig som ville den sige at simple is beautiful, og især i begyndelsen af karrieren er den lavmeldt og holder overdreven gestik i stramme tøjler. Som lytter ved man ikke, hvornår den vil holde op, så uberegnelig er den i hele sit indre udstyr. Musikken har sit udspring i det romantiske landskab, hvor liv ikke kan tænkes uden død, hvor frie formuleringer står i forhold til faste former. Hvidtfelt Nielsens vedkender sig åbent et slægtsskab med både romantikkens æstetik og en særlig dansk variant, som den ses udfoldet hos bl.a. Hans Abrahamsen og Bent Sørensen.
Hos Hvidtfelt Nielsen handler det om poesi og melankoli, som har været virksom lige siden komponisten begyndte sin færd ind i kunstmusikken. Fra første færd blev musikken udformet med en moderne gestus, hvor komponisten accepterede at udtrykke sig kompliceret, i brudflader af tænkning og med de mange lag som klangligt gitterværk. Det skaber en rumlighed i lydbilledet, som med årene er blevet raffineret – ikke mindst pausens betydning er set og oplevet vigtigt formdannende element. De senere værker af Hvidtfelt Nielsen udstiller musikalske forløb, hvor pausen ligefrem udstiller anslagets tøven, som om musikken holder stille og mediterer. Musikken rummer billedlig talt hvide felter, tomme rum, som om nogen lige var rejst bort.
Hør f.eks. Lied und Stille skrevet i 1995 til det tyske ensemble L’Art pour l’Art. De tre instrumenter, fløjte, guitar, vibrafon, har hver sin type musik, taler – og ikke mindst tier – i munden på hinanden i et lille kvarter. Hver gang musikkens muligheder synes at være brugt op skabes fornyet spænding gennem stilhed.
Ganske som i Schuberts Vinterrejse er rejsen eller det fjerne og tyste et imaginært mål hos Hvidtfelt Nielsen. Selv når han hæver stemmen til emfatiske udsagn i værker med postulerende klang, istemmer han alligevel en melankoli, der giver mindelser til værker af kunstnere som Byron, Poe, Caspar David Friedrich og Wagner. Fælles for disse kunstnere er, at de skildrer en indre rejse, som ikke handler om at nå et bestemt mål, men snarere kredser om tidens formålsløshed, den uendelige tid, malstrømmen, som det sted hvor det gode skib Håb går under.
Idet rejsen indgår i kunstens univers, skifter den karakter fra at være formålsløs, til at blive refleksion, billede, klang, der formulerer rejsens form som udtryk for en tilstand. Through the Darklands (1996) omhandler eksplicit denne tanke. Her dog, som titlen antyder, med et mål for bevægelsen. Som det også ofte ses hos Hvidtfelt Nielsen er der i musikken en bevægelse fra voldsom aktivitet henimod stilstand, det hemmelige rum, orkanens øje. Hvor dette rum i Flowerfall og den beslægtede første symfoni A Sense of Fall (1997-98) udgøres af fragmenterede melodistumper i klaverets høje leje, er det i Through the Darklands tilsynekomsten af den menneskelige stemme, der er selve værkets kerne, dets hemmelighed om man vil.
Musikken modnes
Det tunge tankegods er ikke fremmed for komponisten Hvidtfelt Nielsen, der tillige er uddannet i filosofi. I begyndelsen af karrieren søgte han at se sammenhæng mellem filosofi og musik, ikke mindst inspireret af den tyske filosof Th. W. Adornos tænkning. Men tidens fylde og nye faglige kompetencer har fået Hvidtfelt Nielsen til at søge andre steder efter den kompositoriske impuls. Hans komponistvirksomhed har altid været akkompagneret af andre arbejder, med det praktiske virke som organist og som underviser i satslære og teori.
Grunden til at Hvidtfelt Nielsen overhovedet komponerer, er den umiddelbare glæde ved selve skriveprocessen. »Jeg sidder for mig selv, og når dagen er gået, har jeg skrevet noget musik, og det har været dejligt. Jeg føler kun, at jeg arbejder, når jeg komponerer«, har komponisten sagt.
Blandt de første værker på Hvidtfelt Nielsens værkliste, finder vi vibrafonsoloen Those Splinters of Ice fra 1986 og strygekvartetten Passenger fra 1988. Disse værker introducerer arbejdet med en flerlaget musik, der er kendetegnet ved en polyfoni af rytmer. Komponisten begynder at interessere sig for, hvad vi som lyttere kan opfatte, han forsker i kompleksitet i forhold til vores evne til at lytte ind i ‘tætte’ strukturer.
Erfaringerne kommer gradvist og især gennem udformningen af værker for mindre besætninger. Man fornemmer, at det bliver muligt for Hvidtfelt Nielsen at knytte de mange kompetencer og filosofiske overvejelser i begyndelsen af 1990erne. Det første værk som vækker opmærksomhed fra den periode, er Flowerfall for sinfonietta fra 1993. Her opnår komponisten en transparens i de forskellige lag, som bevirker at lytteren kan følge de forskellige melodilinier og lag. Komponisten har tillige fået en fornemmelse for timing af det musikalske forløb, der bevirker at materialet udnyttes optimalt. Endelig har han også opdaget gamle teknikker om dissonansbehandling og kontrapunkt, som kan bruges i den nye musik for at opnå størst mulig gennemsigtighed i det klanglige område.
Svend Hvidtfelt Nielsens musik får sit helt personlige udtryk i løbet af 1990erne, og dog er man ikke i tvivl om, at kunstneren er inspireret af dansk musik og musiktænkning. Først og fremmest Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm i den ældre generation, dernæst, som nævnt, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen i Hvidtfelt Nielsens egen generation. Med komponistens egen formulering:
»Det, som jeg selv kan se tydeligst, er inspirationen fra Pelles æstetik og selvfølgelig nogle af Pers teknikker. De forskellige elementer, der tilsammen danner et tredje billede, er noget jeg har fra Abrahamsen. Sidste sats af hans Winternacht har altid været det paradigmatiske for mig. Det var sådan en musik, jeg godt ville skrive og arbejde videre på. Så den er grundlaget for Serenade fra 1990-91 for fem instrumenter og for Flowerfall fra 1993 for sinfonietta. Jeg har tit haft nogle af mine kollegers værker inde i hovedet og tænkt: Jeg kunne godt tænke mig at skrive sådan noget. Flowerfall var mit forsøg på at skrive som Bent. Jeg tænkte, at nu vil jeg prøve at lave den musik, som Bent laver. Så blev det selvfølgelig noget andet, for det var mig, der skrev musikken, men det var Bents musik, som var forbilledet for mig.«
Mere plads til intuition
Op gennem halvfemserne skriver Hvidtfelt Nielsen en række kammerværker med fokus på et bestemt klangligt register. Søsterværkerne Into the Black… (1994) og Crossing Styx (1995) udspiller sig mestendels i klaverets dybeste oktaver, mens White Light (1994) ikke overraskende har hjemme i højden, som også violinsoloen Reveal (1995, skrevet som obligatorisk værk til anden runde af Carl Nielsen-konkurrencen 1996) udforsker instrumentets allerhøjeste register. Også i midtersatsen af In der Abendstille, hvor tråden fra Abrahamsen eller genoptages, er registrene i centrum. Den polyfone vævning tager i sidste sats form af en polytonal proportionskanon baseret på gyldne proportioner.
Sidste halvdel af årtiet bringer en række værker for større besætninger. Det er, som om komponisten har brugt et helt årti til at samle kræfter og erfaringer til at skrive for stort ensemble. Drømmen om at skrive for stort ensemble har længe været nærværende for Hvidtfelt Nielsen og med et er det, som nogle bånd løsnes og i en befriende arbejdsrus formes på kort tid blandt andet to symfonier, en koncert for saxofonkvartet og sinfonnietta og en opera baseret på Andersens Den lille havfrue.
Også et rent Sinfoniettaværk finder vi fra denne periode Movements. I dette værks fire satser afprøves de muligheder, som polyrytmer i forbindelse med vekslende taktarter byder. Da de kan arrangeres således, at der næsten ingen hørbar forskel er på dem, kan de enten indgå som jævn bevægelse over for ustandseligt skiftende sekstendedels-værdier, baseret på fibonaccital (som i Through the Darklands), eller man kan lade den umærkelige forskel fortsætte i en bestemt retning, og derved opnå et præcist noteret uendelig langsomt ritardando eller accellerando. Eller begge dele på én gang, måske endda samtidigt med en stabil bevægelse.
Symfonierne opsummerer på flere måder arbejdet indtil da. I 1. Symfoni – A Sence of Fall – genfindes polyfonien af musikalske udsagn (1. sats og 3. sats) dyrkelsen af de ekstreme registrer og samtidigheden af ritardando og accellerando (2. sats), polytonal kanon i gyldne proportioner, stilheden (3. sats) og endelig bringer 4. sats en pulserende rytmik, som den også kendes fra passager i Flowerfall og anden sats af Serenade. Vævet af forskellige tempi samler sig til en hårdtpumpende sekstendedelsaktivitet. 2. symfoni arbejder primært med de polyfone melodilinjer. Her dog lagt ud i en musik, der kan spilles af amatører.
Saxofonkoncerten bringer en ny lyd ind i komponistens oevre. De skrigende glissanderende saxofoner, der senere optræder som med hviskende tyste stemmer. Glissandi og kvarttoner gør sammen med saxofonkvartetten deres entre. På basis af dette værk opstår i de følgende år en række værker hvor saxofonen er central: While Angels Sleep (1999) for slagtøj og saxofonkvartet, In the Dead of Night (1999) saxofonkvartet, Som sang (2000) mezzo + saxofonkvartet, Mod Natten (2001) for klaver og saxofonkvartet, Winter has Come (2002) koncert for sopransax og sinfonieta, Elegi (2002) sopransax.
Friere former
Med operaen blev komponisten fri af genremæssige bånd og kunne skrive friere end normalt, først og fremmest tonalt med sangbare melodier. Den direkte afsmitning heraf kan høres i operasuiten Om prinser og drømme (1999-00), samt det stort anlagte værk Tommelise (2003) skrevet i anledning af H. C. Andersens 200 års fødselsdag for symfoniorkester, amatørkor, børnekor, to solister og fortæller til uropførelse ved det spanske orkester Orquesto Sinfonica de RTVE i Madrid.
Hvidtfelt Nielsen vil fortsætte den umiddelbart tilgængelige musikalske tone fra Andersen-opera og orkesterværk i den næste opera, som er baseret på Svend Åge Madsens roman Edens Gave, som er skrevet til Sommeroperaen i Aarhus.
Fra at skrive lyriske karakterstykker op igennem 80erne og i begyndelsen af 90erne, bliver visse sider af Hvidtfelt Nielsens musik mere skarpt profileret henimod århundredeskiftet. De mange lag og de velproportionerede rytmer er stadig formdannende i et værk som Through the Darklands fra 1996, men en anden æstetik trænger frem i lydbilledet. Komponisten stoler mere på håndværket og giver slip på systemerne for derved at blive i stand til at skrive mere intuitivt. Bestemte proportioner og forskydninger i forskellige tempi bliver afløst af en mere umiddelbar musik, der taler til både hoved og fødder. Det gælder ikke mindst et værk som While Angels Sleep for saxofoner og slagtøj fra 1999.
De interessante frie forløb som slet ikke er spor tøjlessløse, finder vi videre i Winter has come for sopransaxofon og sinfonietta fra 2002. Hvidtfelt Nielsen udvælger tre teknikker, som han anvender i de tre satser. »Titlen Winter has come afspejler mit ønske om en titel, der associerer til såvel voldsomme snelandskber – med isbjerge, kulde, stom, øde vidder – som indre fortvivlelse og frustration; samtidig ligger det ikke fjernt at relatere titlen til det pt. herskende kulturelle klima i Danmark.«
Hvidtfelt Nielsens senere musik passer ikke til etikettering, lige så lidt som foregående værker gør det. Man kan altid finde eksempler på det modsatte i komponistens musik. Hvis der er et gennemgående træk er det, at kunstneren hele tiden er søgende, han stiller sig aldrig tilfreds med et opnået resultat. Han bruger computeren til at måle og veje et udsagns holdbarhed, og han strækker notationen til at omfatte grafisk formgivning. Musikken tilbyder sig ikke i kraft af enkle løsninger, og den er ofte svær at realisere. Men når man først ind i den, åbner der sig en verden af former og figurer, som er langtidsholdbare. Det gælder både i de små besætninger, som f.eks. Etuder for blokfløjtekvartet fra 2001, og i de større besætninger som eksempelvis Flowerfall.
Etuder skiller sig i øvrigt ud fra størstedelen af værklisten ved at bestå af en række korte pointerede satser. En skrivemåde, der foregribes i Sonate (1994) og genoptages i Scenarier (2002).
I Leaves in Winter genfindes – nok engang – besættelsen af yderregistrene. Denne gang højden. Oboens startindsats ligger ca. en terts højere end en almindeligt velspillende oboists højeste grænse. Også de korte satser ses her. Der er ni i alt. Dog er de så beslægtede, at en lytter ikke nødvendigvis opfatter satsinddelingerne. Særligt da pauser indgår som formdannende element også i de enkelte satser. Værket bevæger sig i disse ni satser ned til oboens dybeste leje, hvorfra den til sidst codalt atter stiger til vejrs.
Inden for vokalmusikken har Svend Hvidtfelt Nielsen ydet markante bidrag. I den stort anlagte Messe for 30 stemmigt kor samler Hvidtfelt Nielsen nok engang op på sine teknikker: Glissandi, polyfone bevægelser og nok engang polytonalitet og kanon i gyldne proportioner.
Ud over værker for koncertsalen har Hvidtfelt Nielsen også udarbejdet musik til kirkeligt brug. Han har udgivet en samling med motetter til hver eneste af trinitatistidens tekster fra II tekstrække.
Først og sidst indbyder Hvidtfelt Nielsens musik til tolkning, den næsten råber på at blive afkodet, selvom forsøget måske er dømt til at mislykkes. Det ene øjblik mener man at den erindrer om noget forgangent, det næste øjeblik glider forståelsen ud som et vådt stykke sæbe mellem hænderne. Det skabte er udtryk for en dobbelthed eller dialektik, om man vil. Den minder om en naturlighed, som ikke er og måske heller ikke har været. Musikken ser landskabet fra sit hermetiske perspektiv, og som en fange, der drømmer om frihed, drømmer denne musik om en imaginær natur, jo stærkere jo mere denne natur fjerner sig fra virkeligheden og det opnåelige. I denne musikkens irrealisering af naturen ligger der en afsked, men også en trods: Hvis en sådan natur slet ikke findes, så må den opfindes.
|
|
|
|