Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Anders Nordentoft


© Lars Skaaning
Født:1957

"En gammel gudeverden rejser sig i al sin magt og vælde og nogle af dens mange karakterer samles i og taler gennem hovedpersonen. Han er både et selvstændigt, nutidigt individ og en repræsentant for noget evigt menneskeligt." Sådan indleder Anders Nordentoft sin tekst om operaen On this Planet (2002) for sangstemme og sinfonietta. Og der er meget på spil i dette værk. Det er som om trådene samles fra alt det komponisten tidligere har skrevet: det smukke lyriske, det brutale, den elegante kompositionsteknik og den rå inspiration fra en imaginær rockmusik. Værket når helt ud til grænsen hvor man oplever og græder, og hvor man får noget med sig hjem. Denne direkthed i udtrykket som er baseret på et slidsomt kompositorisk arbejde er kendetegnende for Anders Nordentofts musik. Gennembruddet kom med orkesterværket Entgegen (1985). Udgangspunktet for Anders Nordentoft var den energiske og direkte musik med rytmisk appel. Kunstnerens vidde æstetiske synsfelt medførte en frihed i omgangen med det musikalske materiale. Han ønsker ikke på forhånd at lægge sig fast på bestemte former og figurer, snarere lader han sig føre af den umiddelbare intuition, som dikterer den musikalske bevægelse. For Nordentoft fornemmer man, at det skabende øjeblik er en fysisk tilstand af kreativitet, snarere end tilvejebringelse af et musikalsk regnskab, der skal gå op. Det er musik som ikke er skrevet med stopur og lineal. Processen er slidsom. Noderne kommer ikke af sig selv, de skal arbejdes frem af et mangfoldigt materiale. Hans skabende proces kan bedst beskrives som et hvirvlende kaos i begyndelsen, som med forvirring, slid og fejltagelser gradvist og i ryk skrider henimod en afklaring og en klar struktur. Nordentofts ambition, eller måske snarere vision, er at medtænke lytteren på en ny måde. Han vægrer sig ved at beskrive det æstetiske ansatspunkt med ord, der alligevel ikke fanger den kreative impuls. Der er altid noget ‘andet’ på færde. Hvad dette andet er, lader sig bedst fornemme som en slags sanseligt nærvær i mødet med kunstværket, i hvilket man gerne spejler sig for dermed at genkende sider i sin egen verden af følelser og fornemmelser. Det kan f.eks. høres i cellokoncerten Light Imprisoned (1996), Distant Nightship (1996) for orkester, og ensembleværket Hymne (1996). I disse værker har komponisten bevæget sig henimod et musikalsk sprog, der ikke længere arbejder ud fra polære størrelser. Værkerne markerer en anderledes vægtning i forhold til det musikalske udtryk, sammenlignet med tidligere værker som Born (1986) for orkester, Entgegen (1985) for kammerorkester, Moment (1989) for klarinetkvartet, The Nervous Saurian (1990) for klarinettrio, og Katedral (1986) for solocello. Arbejdet med at tonesætte tekster af Sylvia Plath (i værket The Shadow of this Lip... for sopran, violin og klaver fra 1988-90), var medvirkende til, at Nordentoft ville prøve at skrive mere melodiøst. Det førte gradvist til en mere lyrisk tone, som i højere grad søger de fintmærkende sansninger og changerende forløb. Komponisten ønsker at frisætte det almindelige og samtidig unikke, for bag de enkle musikalske formuleringer høres lag af forfinede skyggevirkninger og raffinerede modsigelser. Allerede i Nordentofts tidlige musik er denne ‘ubestemthed’ eller vilje til flertydighed et kunstnerisk sigel. Så snart noget er etableret som form, tøver komponisten med at gøre det videre forløb manifest. Musikken er for Nordentoft ikke altid kun det, den udgiver sig for at være. Er det forgrunden vi hører eller er det i virkeligheden baggrunden? De betydningsbærende lag er ikke nødvendigvis det, man umiddelbart hører. Entydigheden sættes i perspektiv og komponisten kan komponere en understrøm af flertydigheder.

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse