Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Anders Koppel


© Lars Skaaning
Født:1947

Musikken lever inde i os alle sammen, i hvert fiber, i de biologiske systemer, i vore mentale og åndelige rum. Men som primært lyttende væsener vælger de fleste af os den musikalske energistrøm til og fra. Sådan har det ikke været for Anders Koppel. På en måde har musikken valgt ham, og den har ført ham mange steder hen. Han siger, at hans musik kan høres som fingeraftryk af de mest forskelligartede impulser som er lagret i hans indre. De er blevet til en del af hans sprog, og han tænker derfor ikke så meget på stil, men i højere grad på form og organisk kontrast, når han komponerer. Anders Koppels produktion er først og fremmest kendetegnende ved en betydelig diversitet med hensyn til genrer, stilarter og traditioner - det være sig symfonisk musik, solokoncerter, kammermusik, soloværker, opera, balletmusik, teatermusik, musik til radiodramatik og filmmusik. Anders Koppel blev født i 1947 ind i en børnerig familie som søn af en polsk-jødisk 2. generationsindvandrer og en pige fra Fyn. Hjemmet var præget af kunst, kulturradikalt frisind og socialt engagement, og da Anders’ far, Herman D. Koppel (1908-1998, komponist og pianist), var en af sin generations betydeligste danske komponister og pianister, spillede musikken selvsagt en afgørende rolle i børnenes opvækst. Faderen delte sin musikglæde med dem, opmuntrede dem til at dygtiggøre sig, og han diskuterede musik med dem, når som helst lejlighed bød sig. Anders Koppel voksede op med Bach, Beethoven og Brahms, men også med Stravinskij, Bartok og sin fars musik. Han sang i Københavns Drengekor, gik til klaverspil hos søsteren Therese, senere hos faderen, og han lærte at spille klarinet, hvorefter faderen skrev et variationsværk til ham. I ungdomsårene blev appetitten også vakt for andre interesser: Anders Koppel malede, gik på filmmuseet og så stumfilm, skrev en roman, arbejdede med sin far omkring teksterne til hans store vokalværker, og han fik ørerne åbnet op for rock’n’roll. I 1967 dannede Anders Koppel og broderen Thomas rockgruppen Savage Rose, som meget hurtigt fik et stort publikum. I de næste syv år turnerede bandet over alt i Europa, i USA fra kyst til kyst med optræden på Newport festivalen 1971, og der blev indspillet otte albums i London, Los Angeles, Rom og København. I 1974 forlod Anders Koppel gruppen og påbegyndte et nyt liv som selvstændig musiker og komponist. Den store klassiske tradition, som Anders Koppel fik ind under huden i sin barndom, spiller også i dag en vigtig rolle i Koppels liv. Beethoven er en daglig opmuntring og moralsk oprustning; det gælder også kompositionstekniske forhold som form og motivudvikling. Prokofjev og Jolivet kom til gennem faderens mellemkomst og er fortsat en del af bagagen. Jazzen og rocken har været uadskillelige rejsekammerater, den sydamerikanske folkemusik har været en tilsvarende åbenbaring i form af den klassiske argentinske tango, cubansk dansemusik og den brasilianske choromusik, ligesom balkanmusikken er gået i blodet på ham. Gå efter mangfoldigheden! synes musikken at hviske musikeren og komponisten i ørerne. Et andet forhold har været vigtigt for ham: melodien. Den er grundlæggende for hans egen musik, og det er derfor også vigtigt for ham at udtrykke sig i et tonesprog, der tager sit udgangspunkt i dur og mol-tonalitet. Anders Koppel inkarnerer et sjældent begreb i vore dages partiturmusik, nemlig den udøvende musiker og den skabende komponist i samme person. Ikke i historisk forstand som eksempelvis Beethoven, Bartok eller hans egen far, men som improviserende musiker uden for den nedskrevne musik. Parallelt med sit mangeårige arbejde med filmmusik, kammermusik og symfonisk musik har Koppel dyrket det genreløse sammenspil i to grupper: Bazaar med Peter Bastian (klarinet og el-fagot) og Flemming Quist Møller (congas), og KAK med sønnen Benjamin (saxofon) og Jacob Andersen (percussion). Koppels omgang med sit Hammond orgel B-3 kan i en vis forstand hævde et åndsslægtskab med fortidens klavervirtuoser, det være sig i jazzen eller den klassiske tradition, men det er for så vidt mere end det. For Koppel er live-musikken ”komposition fra hoften”, kanalerne bliver åbnet til fjernlagrene, han ryster støvet af sig, opsluges af musikkens kropslige dimensioner, og sammen når han og hans musikere ofte frem til de mest udsyrede ting på de yderste revler. Kommunikationen med publikum er alfa og omega i dette samvær – det bliver til en ophøjet samtale mellem det musikalske materiale, musikerne og modtagerne. Disse erfaringer er uhyre væsentlige for komponisten Anders Koppel. Da Anders Koppel fyldte 50 år i 1997, tog han en beslutning. Fra nu af ville han virkeliggøre sine drømme, og de gik entydigt i retning af at fokusere på partiturmusikken og meget gerne i stor skala. I de foregående 20 år havde han gjort sig uvurderlige erfaringer i arbejdet med balletmusik, filmmusik og teatermusik. Hvis man beder Koppel om selv at vælge nogle hovedværker fra sin produktion, falder valget uden tøven på de over 20 solokoncerter. Flere af dem kunne man kalde koncerter for perifere instrumenter: saxofonen, marimbaen, akkordeonen, kontrabassen, basbasunen og tubaen. Faderen, Herman D. Koppel, skrev fire klaverkoncerter. Anders Koppel kalder de fire marimbakoncerter for sine klaverkoncerter – han har i øvrigt også skrevet en klaverkoncert til sin far. Marimbakoncerterne er komponeret, som langt de fleste af hans værker, på bestilling og med udøvende kunstnere i tankerne, i tilfældet med nr. 3 og 4 det østrigske slagtøjsfænomen Martin Grubinger. Marimbakoncert nr. 1 (1995) blev skrevet som bunden opgave til en international marimbakonkurrence i Luxembourg, og den har vist sig at være et udspil med en ganske overvældende global succes: marimba over for en wienerklassisk besætning. Soloinstrumentet er absolut i centrum som virtuos og igangsætter. Marimbaens charmerende og netop koncerterende egenskaber kommer til fuld udfoldelse, det sker i en bestandigt afvekslende rytmik, med elegante klanglægninger og insisterende indspark i dialogen med orkestret. Det er ualmindelig imødekommende musik og samtidig dugfrisk i sin stramme konception. I Marimbakoncert nr. 4 (2006) er orkesterstørrelsen vokset betydeligt med forøget messing, harpe, orgel og slagtøj. Grundstemningen er alvorligere end i den første koncert. Koppel har tilføjet undertitlen Zum Gedächtnis des Vergänglichen, dvs. en påmindelse om livets forgængelighed, og samtidig er koncerten skrevet med klaverkomponisten Wolfgang Amadeus Mozart som svævende Geist for det indre blik – i 250-året for hans fødsel. Koncertens materiale er i høj grad under orkestrets varetægt, det er her motiv og tema udvikles, ekspanderes og forvandles, og ovenover nærmest tumler marimbaen sig i kaskader af passagespil, figurer og bravura – ganske i mozartsk ånd. Formen er todelt, begyndende med en langstrakt, roligt spadserende andante baseret på skalabevægelser og en bluesagtig betoning af den lille septim. Et memento mori med en mozartsk dobbelthed: vemod og skønhed. Den hurtige anden del sættes ganske tyst i gang af orglet, Koppels eget instrument, i det konkrete tilfælde: orglet i Wiens Musikverein, hvor uropførelsen fandt sted. Det er en dans der snart inddrager hele orkestret i skiftende formationer. Marimbaen bearbejder fortsat de input den får i en slags improvisatorisk form, og Mozart indfinder sig lyslevende med brokker fra sin Alla turca. Livet er skønt og forunderligt, brug det mens du har det, synes denne koncert at ville fortælle os. De to saxofonkoncerter er skrevet til sønnen Benjamin, en af Danmarks mest begavede jazzsaxofonister. Den 2. koncert (2003) i fire satser gennemløber mangfoldige stadier, det være sig meditative eller overordentligt ophedede, og solisten drives ofte ud i virtuose excesser, som bringer mindelser om store jazzkoryfæers grænseløse improvisationer. Koncerten er udpræget et forsøg på at sammensmelte jazztraditionen med det 20. århundredes klassiske symfonik, det fascinerende møde mellem fri improvisation hos solisten og det nodebundne kollektiv. Den store sang kommer til syne i den centrale largo, ikke i romantisk forstand, men som et melodisk fragmenteret spændingsforløb med indbyggede konflikter og med solisten som balladespiller i ekstraordinært ekspressivt format. Anders Koppel dyrker også dobbeltkoncerten, fx. violin og akkordeon (2001) og saxofon og klaver (2006). Koncerten for den mozartske besætning fløjte og harpe (1998) udforsker en lys og transparent klangverden, solisternes replikker brydes som i et prisme, fulgt af et basfattigt strygeorkester med fire horn og slagtøj. Det er en skrøbelig musik, skiftevis poetisk, sørgmodig og gnistrende. Den rytmisk fremaddrivende puls er kendetegnende for Anders Koppels musik. Det gælder i høj grad Toccata for vibrafon og marimba, som blev bestilt af Safri Duo i 1990, et værk som nu er blevet obligatorisk konservatoriepensum over alt i verden. I kammermusikken for de traditionelle besætninger møder man andre stemninger. Klavertrio nr. 1 ”Rivolta” (1994) griber Koppel til forfinede udviklinger af et ganske enkelt materiale. Strygekvartet nr. 1 (1997), skrevet til den amerikanske Coolidge Quartet, blander kortene på overraskende måder, forankringen i en gallisk tradition er for så vidt tydelig nok, men Koppel fortæller sine egne historier i det tresatsede forløb; det fremgår af en veloplagt rytmisk interaktion med ekkoer af argentinsk tango, den sprøde harmonik som passer så godt til strygerklangen og teksturens svævende lethed. En elegant kvartet der absolut kalder på efterfølgere. En udpræget national tradition ligger forud for Sonatinen for blæserkvintet (2002), for hvilken dansk komponist kan frigøre sig fra Carl Nielsens geniale kvintet? Det lykkes nu Anders Koppel ganske godt, fordi de fem blæsere bliver tvunget ud i en anderledes fabulerende diskurs. Franske inspirationer er mere nærliggende, hvis man tænker på førstesatsens diverterende karakter, hvorimod mellemsatsen står som Koppels eget dobbeltbundede divertissement, mens piccolofløjten fører an i finalens tungen-i-kinden-munterhed, der bygger på den italienske 6/8 tarantel. Benjamin Koppels ensemble Mad Cows Sing har givet faderen en kærkommen anledning til at skrive for en mildest talt hybrid besætning: obo, altsaxofon, violin, cello, klaver, kontrabas og slagtøj. Den lille suite 7 scener fra køers hverdag (1998) blev komponeret til cellisten Henrik Dam Thomsens solistdebut, derfor er celloen lejlighedsvist trukket frem som lyriker foran de andre aktører. I de syv miniaturer viser septetten en varieret palet af klanglige, rytmiske og melodiske scenerier. Man kan undervejs sende en tanke til dyrene i Saint-Saëns karneval, men det koppelske værk kan først og fremmest høres som et katalog over flere af de teknikker og udtryk, som han har dyrket gennem årene. Danse med skæve trin og vekslende metrum, smukke melodiøse linjer, skægge pasticher, intrikate fletværk i ensemblet, rytmisk momentum og virtuost solospil. Anders Koppels produktion omfatter langt flere opus end hvad der her er blevet berørt. Siden beslutningen om at koncentrere sig om partiturmusikken blev taget i 1997, er værkrækken vokset eksplosivt, og interessen for hans musik er lige så stor i udlandet som i Danmark. Det er få partiturkomponister, som kan trække på en så alsidig baggrund som Koppel. I disse år høster han som udøvende og skabende kunstner frugterne af sin nysgerrighed og åbenhed over for et væld af musikalske genrer. På den måde efterlever han til fulde sit eget udsagn: Man er den man bliver til. Valdemar Lønsted, 2007

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse