Komponister / Forfattere
Ole Buck
© Helle Merete Norup
Født:1945
Ole Buck er født i København (Frederiksberg) 1. februar 1945 og begyndte allerede at komponere
i skolen. Denne var tilfældigvis Sct Annæ Gymnasium med det berømte Københavns drengekor
som på det tidspunkt var kendt for dets fremragende opførelser af Hãndels og Haydns oratorier,
men medvirkede også ved opførelser af Stravinsky’s Salmesymfoni (dirigeret af Nicolai Malko)
og Britten’s Spring Symfoni, sidstnævnte opført ved festivalen i Edinburgh hvor Britten selv var
tilstede. Fra 12 års alderen fik han regelmæssig undervisning i klaver. Hans første
kompositionsforsøg var fortrinsvis orkestermusik og han viste fra tid til anden sine partiturer til
dirigenter, som opmuntrede ham til at fortsætte med at studere musik. Han forlod skolen i en
alder af 17 og kontaktede derpå ældre og mere erfarne komponister som Per Nørgård og Pelle
Gudmundsen Holmgreen med henblik på at få deres vejledning. Snart var han med i en gruppe
af unge komponister som mødtes en gang om ugen i København og diskuterede moderne musik
og lyttede til og studerede ny musik.
I en alder af 20 fik han sin første komposition opført af Radiosymfoniorkesteret (Kalligrafi for
sopran og lille orkester) ved en koncertrækken af ‘Gallerikoncerter’ hvor moderne kunst og
musik mødtes; disse koncerter blev sendt direkte i Danmarks Radio og TV og blev således ved et
tilfælde et tidligt gennembrud for den unge komponist. - Kalligrafi skrevet over japanske Haiku
digte viste sig naturligt at være et meget originalt og poetisk værk, dog også påvirket af den
europæiske modernisme der var fremherskende på denne tid, men allerede med træk som
antydende peger mod minimalismen, såsom langsomt gentagende figurer og tonemønstre med
begrænset omfang.
Det hører med til historien at fortælle om en mindre skandale der tiltrak ikke ringe
opmærksomhed også i dele af dagspressen, som følge af at han blev nægtet optagelse på
konservatoriet i København, tiltrods for særdeles positive vidnesbyrd der blev givet om ham som
komponist,. Der var den opfattelse blandt visse professorer i teorigruppen at han ikke kunne
anses for absolut kvalificeret, ikke mindst da hans opgaver i harmoni og kontrapunkt ikke på
nogen måde berettigede til optagelse. Imidlertid endte det hele godt, idet de ældre
kompositionsstuderende inklusiv deres meget afholdte lærer Per Nørgård valgte at forlade
konservatoriet i Købehavn i protest og i stedet søge ind på Det jyske Musikkonservatorium i
Århus. Senere viste det sig så at skulle blive starten på en nye æra der med et blomstrende
musikliv med store festivaler og koncerter. Derfor skete det at Ole Buck tilbragte de næste 5 år i
Århus, fra 1965 til 1970, hvor han var en pligtopfyldende elev i sine studier af de klassiske
discipliner som kontrapunkt, harmonilære, klassisk instrumentation, solfege, klaver og ikke
mindst slagtøj, som han valgte som frit tillægsfag. Han skrev senere to vigtige værker for slagtøj:
Masques (1969) for 6 slagtøjsgrupper og Rejang (1987) for en slagtøjsspiller.
Værkerne fra disse første år i Århus omfattede bl.a. Fioriture for fløjte og klaver, Ouverture for
orkester, Signes for blæsekvintet og Punctuations for stort orkester. - Sidstnævnte værk blev
senere opført på Warszawa Efterårs festival for ny musik på Witold Lutoslawsky’s anbefaling.
Imidlertid samme år, 1968, skrev han et lille stykke for fløjte, guitar og cello med titlen
Sommertrio som umiddelbart tiltrak sig en vis opmærksomhed og var med til at begynde en ny
retning i dansk kompositionsmusik, den såkaldte ny enkelhed, eller den nye troskyldighed som
en anmelder kaldte det. i dag anses dette stykke for at være en ny-klassiker og er hans mest
opførte stykke, ideel for guitarister som tit danner ensembler med netop disse instrumenter.
De følgende år modtog han flere bestillinger fra orkestre og ensembler, ikke mindst en bestilling
på en ballet til Kgl. Teater som han skrev i tæt samarbejde med balletmester Flemming Flindt og
scenograf Jean Voigt, og som endte med at blive den succes-skandale som der var lagt op til fra
starten. Partituret opviser en eventyrlig rejse ind i en voldsom rytmisk og farverig
orkesterverden, som ganske virkede chokerende på traditionelle balletelskere, mens som også af
samme blev udråbt til et mesterværk, tiltrods for at det på mange måder vel må erkendes at det
nok er en for voldsom udfordring for ethvert orkester at spille.
Han var nu fri komponist der forsøgte at leve af at komponere og anerkendelsen voksede
langsomt. Han var på det tidspunkt 27, meget ung, og virkede på mange musikere lidt for
selvsikker i sin sag, men han gik helt ind for kun at leve for sin musik. Der var dem som
beundrede hans stil og som han påvirkede, men også andre som blev noget skræmt af hans
uformidlede eksperimenter.
I 1972 skrev han til tekster fra de engelske Flower Fairies Books Fairies for høj sopran og
orkester. Igennem et hypnotisk lydlandskab gennemtrænger en høj soprans melismer
orkesterets magisk vævede drømmespind. Prøverne var igen lidt af en skandale med højlydte
protester og tilråb fra enkelte orkestermedlemmer. Imidlertid var selve opførelsen en stor succes
også blandt kritikkerne. En skrev således: "meget insisteren på intet for 100 musikere - men
trods alt: manden har en gave".
I de følgende år var stilen præget af en særlig, men samtidig mærkelig poetisk konkretistisk
minimalisme, som på mange måder er enestående. Der er igen masser af gentagelser, men
samtidig en art skrøbelig følsomhed at spore. - Pastoraler for orkester (1976) vender sig i
utvetydige tonale vendinger mod treklangen, A dur og C dur, der spiller lystigt i en farverig og
magisk orkestrering. Han har ofte nævnt den moderne italienske komponist Niccolo Castiglioni
som en af sine forbilleder og når det kommer til forkærlighed for træblæsernes yderste område
lades man her ikke i tvivl. Men Buck synes i disse år stadig i høj grad at eksperimenterer, for at
finde en stil som passer ham. Nogen gange har det været svært at sige hvad det er han vil. Men
han forsøger dog fra stykke til stykke at formulere noget personligt og fjerner sig efterhånden fra
tidens dominerende modernistiske stil.
Livet var på den ene side på mange måder vanskeligt, idet han praktisk talt levede uden penge,
men på den anden side ikke umuligt. Det er blevet sagt om ham: "Jeg vil ikke sige at han ikke
havde salt til et æg, for han havde ikke en gang til ægget" - Der var lige nok til at klare dagen af
vejen, typisk for kunstnere der kun var optaget af at følge deres eget. Musikken i disse år var
kendetegnet ved klarhed, enkelhed og på en ejendommelig måde også ret farverig.
I1992 skrev han så Mikrokosmos der skulle vise sig at være det første i en værkrække i de
følgende år, hvor en skrøbelig og afdæmpet lydverden udfoldede sig med kun anvendelse af
ganske få toner. Nævnes efterfølgende må de fire landskaber for 9 instrumenter, skrevet til
Storestrøms kammerensemble. Han boede nu tilfældigvis i samme område på en gammel nedlagt
landbrugsejendom som han og hans kone, violinisten og maleren Helle Merete Norup havde
købt i slutningen af 80erne og som de havde genopbygget sammen, noget som blev muligt efter
at han var blevet tildelt den livsvarige ydelse for kunstnere.
Også to effektfulde orkesterværker, White Flower Music II (det første med samme titel er fra 1965og instrumenteret for 2 fløjter, 2 klarinetter og trompet og er kort), samt Rivers and Mountains (1993/94) er fra disse år. Videre A Tree (16 instrumenter), Kobold (10 instrumenter) og Mañana (concerto for guitar og orkester) det sidste med en specifik antydet spansk kolorit, noget som også præger talrige solostykker for guitar.
Flower Ornament Music er tilegnet Joel Sachs; oprindeligt var det Ole’s første tanke blot at skrive et kort stykke og sende det som en slags tak for dennes opførelse af Landskab IV af Juliard ensemblet under ledelse af Joel Sachs, - men det fortsatte med at udvikle sig så han kunne ikke give slip på partituret før det havde gjort sig færdigt og da var det blevet til et langt stykke på over 20
minutters spilletid.
|
|
|
|