Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Anders Brødsgaard


© Marianne Grøndahl
Født:1955

Anders Brødsgaard (f. 1955) begyndte sine musikalske studier på Det Fynske Musikkonservatorium, hvor han i 1974 blev optaget med klaver som hovedfag og Rosalind Bevan som lærer. Fra 1979 studerede han moderne klavermusik hos Elisabeth Klein i København og derefter klaver hos Anker Blyme på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Senere kompositionsstudier på Det Jydske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen samt musikteoristudier hos Orla Vinther. Deltog i Feriekurserne For Ny Musik i Darmstadt hos Herbert Henck i 1978 og 1982 og har senere deltaget i kompositionskurser hos Sven David Sandstrøm og Edison Denissov. Skrev i starten gennemstrukturerede stykker, stærkt inspireret af 50'ernes serielle komponister, først og fremmest Karlheinz Stockhausen, med blæserkvintetten ORAM (1987) som ekstrem. Fra POLTERGEIST (1989) bryder en mere instrumentorienteret og umiddelbar kompositionsstil frem. I de senere stykker arbejder han med grundlæggende musikalske fænomener som tonalitet og puls, og han er stadig mere inspireret af den postpythagoræiske ide om et musikalsk continuum mellem de musikalske parametre. Anders Brødsgaard har bl.a. fået opført musik på flere Ung Nordisk Musik-festivaller, bl.a. orkesterværket VARIATIONS opført af Oslo Filharmonikerne under Esa-Pekka Salonen i 1983. Desuden på NUMUS-festivalerne i Århus - hvor sinfoniettaværket PROCESSION II blev uropført ved åbningskoncerten i 1987, på Lerchenborg Musikdage, hvor en hel cyklus på foreløbig syv klaverstykker er opstået, Musikhøst i Odense, Ny Musik i Suså og ved festivaler og koncerter arrangeret af bl.a. Danmarks Radio, Fyns Unge Tonekunstnere (bl.a. en portrætkoncert i 1988) og Det Unge Tonekunstnerselskab, samt på udenlandske festivaller i Tyskland, Polen og Japan. Anders Brødsgaard har modtaget bestillinger fra bl.a. Danmarks Radio, Lerchenborg Musikdage, Det Unge Tonekunstnerselskab, Statens Kunstfond og Nordisk Konservatorieråd. Har modtaget Karen-Margrethe Brüels Legat, Ambassadør Emil Torp-Pedersen og hustrus Legat, Albani Legatet, Victor Rosschous Legat, Aksel Agerbys Mindelegat, Komponistforeningens Legat samt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

I 2009 modtog Anders Brødsgaard Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats Hæderspris.

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse