Komponister / Forfattere
Bent Sørensen
© Omar Ingerslev
Født:1958
"Det minder mig om noget jeg aldrig har hørt!"
Sådan reagerede den norske komponist Arne Nordheim spontant på et værk af Bent Sørensen. Og det er svært at forestille sig et mere snurrigtrammende udtryk for det dobbeltbundede, ofte næsten paradoksale udtryksklima i musikken af denne egenartede komponist, der utvivlsomt er den betydeligste i sin danske generation. Sørensens musik er ikke genbrug, den henter på ingen måde næring i gulnede albumblade fra historiens gemmer - hans tonesprog er helt og aldeles nutidigt, både i æstetisk og teknisk henseende. Og dog er det en musik der ofte synes gennemstrømmet af minder, af levet liv og ældgamle drømme, af forgængelighedens og afskedens uafvendelighed. En flimrende, glitrende verden hvor meget synes at ville forsvinde ved den mindste berøring. Så snart noget er på nippet til at blive tydeligt og genkendeligt, netop som vi tror at kunne gribe noget, opløser det sig, sløres eller forsvinder. Men den spøgelsesagtige utydelighed er skabt af en dreven illusionist: Sørensens måske allermest egenartede talent er evnen til at give utydeligheden mæle, tindrende klart og tydeligt. Ofte placerer han et uhyre enkelt musikalsk materiale i et sindrigt musikalsk spejlkabinet hvor ekkoer og ekkoer af ekkoer breder sig som var det ringe i vand; og altid er de tyste, udviskede konturer, der kan lyde som blev de hørt gennem faldende regn eller duggede ruder, tegnet med minutiøs, kalligrafisk præcision.
En gåde som sjældent optager komponister, men ofte deres tilhørere, finder udtryk i spørgsmålet: Hvor kommer egentlig den musik fra som opstår i komponisters hoved eller mellem deres hænder? Det kan synes næsten naturstridigt at den ikke på en eller anden måde vedrører den konkrete livsverden, at komponisten ikke bruger “virkeligheden” i sine klange og rytmer. Når bestemte fænomener i den ydre verden tiltrækker eller fascinerer komponister, er det så ikke netop fordi de ønsker at afbilde dem i toner? - Måske. Men Bent Sørensen ser det lige omvendt: når komponister fængsles af virkelige fænomener, er det fordi de minder dem om deres egen musik! Igen og igen drages han af forfald og opløsning, rådnende træstubbe, tilgroede, døende haver, krakelerede malerier eller ruiner truet af tidens tand, forladte kirkegårde der opædes af havet. Men kun fordi de forekommer ham at være en slags sindbilleder, nøgterne symboler på noget sjæleligt som finder sted i hans musik, og som ikke eksisterer uden for musikken.
Musikkens evne til at skabe billeder har altid givet den en hjælpende hånd i forhold til publikums fantasi - Beethovens klaversonate nr. 14 ville næppe have gjort samme karriere uden tilskud af måneskin. Sørensens musik har af og til måttet vriste sig ud af et nok kærligt, men også knugende favntag af litterære tydninger og tolkninger. Den fremkalder ofte slørede, uhåndgribelige og flimrende billeder i lytterens bevidsthed, hjulpet på vej, måske, af Sørensens egen billedfantasi eller af hans henvisninger til konkrete, ikke-musikalske fænomener. Og mange har derfor oplevet både nostalgi og hyperromantik, ja programmusik i disse skyggeverdener. Desuden får Sørensens forkærlighed for de klassisk “tonale” intervaller, terts og sekst, måske i sig selv mange til at høre efterklange af forvitret musikalsk arvesølv fra længst svundne tider.
Og er den slags læsninger af musikkens særpræg som oftest både for meget og for lidt, så er de forståelige. For de vokser ud af denne musiks gådefulde dobbelt-bundethed, det som i Tyskland hedder Hintergründigkeit, altså det at der altid synes at være noget bagved, noget mere end blot musik, men samtidig noget som forbliver musikkens egen hemmelighed. I sin enkleste form hedder dobbeltheden hos den modne Sørensen imidlertid ikke blot erindring og nærvær, men også flygtighed og fremdrift eller ligefrem drøm og dans. I sine psykiske dimensioner er den et møde mellem drivende og opløsende kræfter, og som alment menneskeligt symbol simpelthen forholdet mellem liv og død. For tidens gang, det stof al musik er gjort af, konfronterer os her på en næsten håndgribelig måde med det sørgeligste faktum i livet: at tiden rinder uigenkaldeligt bort, at den ikke blot går, men tager os med sig. Bent Sørensen beskrev sin violin-koncert STERBENDE GÄRTEN som “et forfald i faste rammer”, og tilføjede: “Fra det øjeblik vi bliver født, er der kun én vej - et langsomt glidende forfald. Tiden gnaver sig ind på os.”
Hans musikalske sindbilleder er af samme art som Magrittes berømte pibe: De er ikke, de aftegner blot en særlig følsomhed overfor livets basale processer, selve livsgåden - vækst, modning, forfald, død - og fortaber sig derefter igen i myter fra det fælles ubevidste: klokker, engle, ekkoer, skygger, tåger, sørgende efterladte, himmelske basuner, den for altid tabte “Märchenzeit”.
Bent Sørensens originalitet, klangfantasi og kompositions-tekniske formåen har været lovprist lige siden han for alvor brød igennem i midten af 80’erne. Men det var dengang ikke ualmindeligt at kritikken tilføjede lidt malurt: denne musik var så nostalgisk og så hermetisk lukket omkring sig selv at den ikke lod sig videreudvikle. En enkelt - grundlæggende venligt stemt - kritiker talte endog om dens “mugne kælderlugt” (hvad der næsten kan konkurrere med den berygtede Hanslick, der i sin tid hørte “musik der stinker” i Tjajkovskijs violinkoncert...). Men kritikkens frygt for at Sørensen ville skrive det samme værk om og om igen viste sig ganske ubegrundet. Hans personlige udtryksform og stil er ganske vist forbløffende tidligt formuleret - allerede i den første strygekvartet ALMAN fra 1984 er de fleste af de træk til stede som den dag i dag karakteriserer hans musik. Men stilfærdigt og tilsyneladende problemløst har han beriget og forfinet sit tonesprog, ikke springvist, men sindigt og stædigt, næsten metodisk, som årringe i en træstamme.
Gennem de tre strygekvartetter fra 80’erne udvikles en selvspejlende kanonteknik og en tyst, pulserende og vibrerende klanglighed til et højdepunkt i ANGELS MUSIC fra 1988. Derefter samler Sørensens interesse sig i nogle år om værker for større og mindre ensembler, MINNEWATER (1988), SHADOWLAND (1989), tvilligeværkerne FUNERAL PROCESSION og THE DESERTED CHURCHYARDS (1989-90), og en række mindre soloværker. Det er især i disse år myten om den dunkle døds- og symbolbevidste romantiker gør karriere. Men hvor mindre ånder måske ville blive forført af deres egen myte, som skyggen overmander sit ophav i Andersens berømte eventyr, følger Sørensen urokkeligt sine egne ledestjerner. De meget produktive 90’ere domineres af stort anlagte orkesterværker, men det større format betyder karakteristisk nok en forenkling af materialet, som til tider indsnævres til én eneste linie i uendelige, labyrintiske spejlinger, og som ikke mindst efter det store sangværk THE ECHOING GARDEN for solister, kor og orkester (1992) folder sig ud som fabulerende, vægtløse melodier i et ekkorum af flere, samtidige tempi. Violinkoncerten (1993), Symfonien fra (1996) og klaverkoncerten LA NOTTE fra 1998, er omgivet af flere større ensembleværker for meget forskellige besætninger, de betydeligste er strygekvartetten SCHREIE UND MELANCHOLIE (1994) og den forunderlige lille koncert BIRDS AND BELLS for basun og 14 instrumenter (1995), komponeret til Christian Lindberg. Derefter har - med komponistens egne ord – “alting handlet om opera”.
THE ECHOING GARDEN er et vældigt symfonisk sangdigt om kærlighedens umulige mulighed og dødens ulidelige lethed - i mere end én henseende et barn af traditionen fra Berlioz’ “Romeo og Julie”. Her er tonefaldet stadig nedtonet og længselsfuldt drømmende, kor og orkester tager kamæleonagtigt farve af hinanden, og med uendelige glissandi danner de et kalaidoskopisk væv af blidt og sørgmodigt nynnende stemmer. Tusmørke og længsel, ja, men sandelig også fortrøstning og slet intet sortsyn. Violinkoncerten DØENDE HAVER (STERBENDE GÄRTEN) indbragte i 1996 Bent Sørensen den eftertragtede Nordisk Råds Musikpris, og blev hans internationale gennembrud. Og allerede valget af koncert-genren afslører at han ikke kan sættes i bås som lavmælt melankoliker. Det er en koncert i den store tradition, dramatisk besværgende, yndefuld, vemodig og vild. I symfonien viser konfrontation mellem fremdrift og stilstand sig stadig tydeligere, og Sørensens kolossale instrumentale fantasi finder igen og igen orkesterfarver der “minder om noget man aldrig har hørt”. Et gennemgående træk ved hans musik står her frem med overrumplende tydelighed: det er en musik som - bortset fra enkelte dybe bastoner, næsten udelukkende foregår i diskantregistret. Hvad der naturligvis er endnu et paradoks: melankoli og længsel i knitrende lyse farver?
Trods det klassisk naturbeskrivende i titlen NATTEN (LA NOTTE), var reaktionen på Sørensens klaverkoncert fra 1998 et mærkbart fravær af litterære og symbolske tolkningsforsøg. Den mesterligt hørte og realiserede sammensmeltning mellem to ellers umage senge-kammerater, klaveret og orkestret, danner her et så klingrende og solglitrende farvespil at enhver snak om skumring og undergang er udelukket. Og i den solistisk deklamerende finale, holdt i sarte pastelfarver, taler solostemmen med en inderlighed og enkelhed som ikke blot er ny hos Sørensen, men som måske også giver hans lytter et nyt og friere fortolkningsrum.
Havde nogen i firserne parret Bent Sørensen med fænomenet opera, ville de fleste have løftet øjenbryn. Trods sine sideblikke til halvt eller helt virkelige fænomener var hans musik på dette tidspunkt alt andet end dramatisk illustrerende. Når han i dag er midt i arbejdet på sin første opera, virker det imidlertid ikke som noget kvantespring. For ikke blot rummer hans musik i dag mere regelmæssigt dunkende pulsslag og gennemblæses af skarpere vinde, den er også mere dramaturgisk målrettet. Og i de senere år er den i stigende grad begyndt at forløbe i miniature-former, i mange små satser der kan være et forvarsel om operagenrens mere fortællende mosaik af hændelser og følelsestilstande. Også den elementært musikalske dramaturgi af fjernt og nært som opstår når musikerne placeres flere forskellige steder i koncertrummet, har igen og igen tiltrukket ham.
Den danske dramatiker Peter Asmussen blev så fængslet af sameksistensen mellem det forgangne og det nærværende i Sørensens violinkoncert at de to nogenlunde jævnaldrende kunstnere gik sammen om en operabestilling. Men man kender Bent Sørensen dårligt hvis man tror han vil forsøge at få sin musik til at opføre sig som en opera. Den eneste mulighed er den stik modsatte: at få en opera til at opføre sig som Sørensens musik. Og dette krævede en skræddersyet libretto. “Librettoen består af to historier, en nutidig og en eventyragtig fortidig”, fortæller komponisten. “De to historier smelter først sammen til sidst, men der opstår et kontrapunkt mellem dem. Musikken er den røde tråd der binder de to historier sammen. Men de to historier har ikke to forskellige slags musik; det er den samme musik der strømmer og binder sammen. Personerne er ikke tegnet med hver deres musik - ingen ledemotiver og den slags. Det er på en måde ordene selv, der har deres musik....Det er en pianissimoopera der af og til udsættes for voldtægt”.
Undervejs i dette langvarige arbejde har Sørensen med sin nøgterntsaglige holdning til det kunstneriske håndværk komponeret en række satellit-værker, alle præget af operaens tekniske og musikalske problemstillinger. Brugen af rummet som klangligt dybdeperspektiv i f.eks. THIS NIGHT OF NO MOON og SINFUL SONGS varsler om brugen af et dramaturgisk motiveret fjernorkester i operaen. Og i to sangcykler med hhv. klaver og violin udvikler han melodisk materiale fra dette med spænding imødesete sceneværk der har fået titlen UNDER HIMLEN.
I et lille essay om inspirationens kilder og dens mystik skriver Bent Sørensen: “For omkring ti år siden hørte jeg i Amsterdam en ensom gademusikant - en violinist. Jeg gik hurtigt forbi ham, og først senere begyndte den musik han havde spillet, at spøge i hovedet på mig. Jeg kunne ikke konkret huske noget af den, men der begyndte at danne sig en idé om en uforklarlig, intens djævledans. Jeg lyttede til tonsvis af middelaldermusik og folkemusik for at prøve at finde den samme musik, som jeg huskede, han havde spillet. Det lykkedes aldrig - det forblev en drøm, og igennem en række værker blev det til en del af min egen musik. Efter alle disse år, hvor jeg gennem mit arbejde har forsøgt at efterspore gademusikantens musik fra Amsterdam, er jeg selvfølgelig blevet klar over, at jeg formentlig ville blive dybt skuffet, hvis jeg virkelig fik mulighed for at høre den igen. - Det er tit lykkeligere og mere befrugtende kun at bevare drømmen.”
Karl Aage Rasmussen
august 2001
Link til Bent Sørensens hjemmeside
|
|
|
|