Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Asbjørn Schaathun


© Tine Harden
Født:1961

Asbjørn Schaathun er uddannet fra Norges Musikhøjskole og Royal College of Music i London. Videre studier førte ham til det franske elektro-akustiske institut IRCAM i Paris. Et ophold der kulminerede i 1992 med bestillingsværket ’Double Portrait’, for violin, ensemble og elektronik. Schaathun har som computer-aided komponist været pioner i sit hjemland Norge. Ved siden af sit arbejde med nye værker har han desuden skrevet en række artikler, der forholder sig til andre komponisters musik. Han er også stifter af Musikhøjskolens Samtidsensemble og dets professionelle efterfølger Oslo Sinfonietta. Som komponist har Asbjørn Schaathun modtaget et hav af priser. Blandt andet i 1991, hvor han modtog Louis Vuitton-prisen fra Gaudeamus-stiftelsen for basklarinet-koncerten ’Actions, Interpolations and Analyses’. I 1992 fik han Kritikerprisen og modtog samme år Bang og Olufsens Musikpris. Og i 2008 er han blevet tildelt Lindemanprisen for sit store arbejde i norsk musikliv. Siden 2006 har Asbjørn Schaathun været leder af Norsk Komponistforening. PORTRÆT af Geir Johnson, January 1995 Tidligt i 1980erne kom en ny komponistgeneration til syne i norsk musikliv, en generation som vendte op og ned på mangt og meget, både i relation til musikerne og til offentligheden. Den gav sig ikke længere tilfreds med udelukkende at gå ind i og forvalte det musiksyn, der var fremherskende, men ville skabe albuerum for deres eget perspektiv. Disse komponister var villige til at delagtiggøre omverdenen i deres virksomhed, og de bidrog til musiklivet ved at oprette ensembler samt tidsskriftet Ballade. Dermed kom der en helt anden dynamik ind i udviklingen af samtidsmusikken. Efter flere tiår uden egentlig kontakt mellem musikermiljøerne oplevede komponisterne dermed endelig, at modernismens erfaringer blev almengjort, og at den skrækpropaganda, som prægede musiklivet i 50erne og 60erne blev afløst af nyvunden teknik i spilleteknikker og æstetiske holdninger. Asbjørn Schaathun (født 1961) er den yngste i denne komponistgeneration, som også tæller navne som Rolf Wallin, Cecilie Ore og Åse Hedstrøm. Allerede i begyndelsen af 80erne begyndte han at deltage aktivt i det professionelle norske musikliv, først med værker fremført på Ung Nordisk Musik, senere som ideolog og drivkraft bag en række koncerter og ensembler. Schaathun, som op-rettede Musikkhøgskolens Samtidsensemble og senere Oslo Sinfonietta, fik tidligt en forståelse af, at det er ved at føre de yngre avantgardekomponister sammen med musikerne at musiklivet kan udvikles. Parallelt med denne opbygningsvirksomhed var Schaathun imidlertid også aktiv som komponist, først gennem studier ved Norges Musikkhøgskole, derefter gennem ophold i London (Royal College of Music) og senere studier og arbejde i Paris (IRCAM). Hans værker vakte tidligt opmærksomhed, fordi de repræsenterede en ny form for kompromisløs holdning i norsk komposi-tionspraksis med en læggen vægt på abstrakte, strukturelt betingede former og planlægning af pro-cedurer og forløb. Med Schaathun gjorde computerledsaget komposition sit indtog i norsk musik. Hans behov for strukturering, for konstruktion som ligger hinsides den umiddelbare erfaring fremtræder klart. Som han selv siger: ’Jeg må have strukturer at arbejde henimod, ellers kan jeg ikke skrive. Det handler om at moderere mit eget sprog. De mest vellykkede øjeblikke i min musik opstår, når jeg vil gen-nemføre noget efter en bestemt tankegang, og så kolliderer dette mod en struktur, som siger - ‘sådan kan du ikke gøre!’ Det er i dette sammenstød at det frugtbare sker‘. Hvor kommer denne hang til strukturel tænkning fra ? Den musik, som Schaathun havde lyst til at skrive, lå udenfor hans horisont, både intentionalt og teknisk-kompositorisk. Han forsøgte at få ind-sigt i hvordan han kunne skabe og kontrollere et materiale, som er mere komplekst end det man kan overskue i udgangspunktet. Beslutninger på detailniveau blev absurde, dersom de ikke kunne relateres til en strukturel helhed. ‘Første gang brugen af en computer blev aktuel, var netop da jeg skulle styre en proces, som lå udenfor min egen tidshorisont. Jeg var optaget af at undersøge, hvor langt jeg kunne strække min følelse for musikalske beslutninger, før disse beslutninger blev absurde. Inspirationen til denne problemstilling hentede jeg i Stockhausens artikel ‘...wie die Zeit vergeht...’, hvor han påviser, hvordan man kan strukturere musikalske elementer på samme måde indenfor både den ‘store’ og den ‘lille’ tid. Jeg forstod pludselig at man kunne opleve musikalsk tid på en anden måde.’ Schaathun benytter computeren som arbejdsredskab men bevarer alligevel en affinitet til det kom-positoriske ved virksomheden, uafhængigt af systemer og strukturer Det at komme tilbage til vægt-ningen af det formale mod det kreative er vigtigt. Komponistens ‘poetiske’ holdning er i denne sam-menhæng lige så vigtig som de videnskabeligt prægede metoder; det er inspiration i ordets gammel-dags betydning det handler om. Alligevel kan Schaathun ikke komme uden om det faktum, at com-puteren har været hans vigtigste arbejdsredskab de sidste 10-15 år, og det viser sig at de arbejds-metoder man anvender i sådanne sammenhænge, hos Schaathun har givet sig udslag på en for-bløffende poetisk måde. Schaathuns arbejde som dirigent og som kunstnerisk leder i forbindelse med opbygningen af Oslo Sinfonietta har givet ham en direkte kontakt med de bedste musikere i den yngre generation i Norge, og dette har utvivlsomt været ham til inspiration i arbejdet. Ethvert nyt værk må ‘slibes til’ mod musikerne for at finde dets endelige udtryksform. Deri ligger noget af modstandsprocessen, hvor Schaathun hele tiden er parat til at lægge afgørende vægt på, hvad hans generations erfarne udøvere i samtidsmusikken siger om anvendeligheden i stoffet.

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse