Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Niels Viggo Bentzon


© Marianne Grøndahl
Født:1919 Død:2000

Niels Viggo Bentzon (1919-2000): Komponist med meget mere. Udgangspunktet var klaveret og orglet. Da Niels Viggo Bentzon tog organisteksamen i 1942, havde han allerede skrevet 19 værker, størsteparten for klaver. Bentzon efterlod en yderst heteronom produktion fordelt over mere end 600 opusnumre. Hvis man kaster et blik på Niels Viggo Bentzons omfattende livsværk, bliver man hurtigt klar over, at musikken for klaver indtager en central rolle. Det er ikke underligt: I en præsentation af komponisten Bentzon kommer man ikke uden om også at omtale pianisten Bentzon. Man kan hos kunstneren ganske enkelt tale om en forkærlighed for klaveret som musikalsk medium. Denne kombination af skaber og udøver kommer til udtryk i en helt særegen musik, hvor de to indfaldsvinkler danner baggrund for en frugtbar syntese af system og frihed. Komponistens behov for kontrol over materialet og pianistens vilje til fabulerende fantasi, danner en musik, som er blevet beskrevet som ‘stivnet improvisation’. Denne beskrivelse af musikken, som en balance mellem stram struktur og fri gestus, kan man høre i meget af Bentzons musik. Det er en musik, som både i bogstavelig og overført forstand kommer ud i de yderste registre: fra lyriske, vegeterende flader, der ophæver tiden, til brillante, virtuose toneranker med voldsomme energiudladninger som f.eks. i Partitaen op. 38, der ikke uden grund blev det helt store gennembrud for den 25-årige komponist. Op igennem 1940’erne skrev Niels Viggo Bentzon værker for klaver, der placerede ham som det nye, unge fremstormende geni. Bentzon havde allerede dengang en umættelig appetit på at diskutere, formidle og provokere. Han var med til at spille Arnold Schönbergs musik i Danmark i en periode, hvor Carl Nielsen-traditionen var meget stærk. Men Bentzon ønskede at forny sig, at suge indtryk fra de nyeste retninger inden for kunstmusikken. I den omfangsrige værkliste finder vi også en mængde kammermusik, symfonier, oratorie, operaer, værker for strygeorkester, koncerter, strygekvartetter, musik for blæserkvintet og meget mere. Der er hos Bentzon ikke tale om tilbageskuende tonal musik, selvom komponisten ikke er sky over for anvendelsen af musikhistoriens gammelkendte teknikker som fuga og variation. Titler som Toccata, Passacaglia og Partita hentede Bentzon fra barokkens musikalske former, og med direkte inspiration fra Bach skrev han en stort anlagt klavercyklus, der hedder Det Tempererede klaver. Som lytter genkender man altså ganske vist udtryk og vendinger fra det klassisk-romantiske repertoire. Det er musik, som solidariserer sig med traditionen, men samtidig peger ud over den. Måske er det netop denne egenskab ved Bentzons musik - de mange forskellige udtryk og den kompositoriske opfindsomhed - der gør, at komponistens værker har vundet genklang hos så bredt et publikum, lige fra jazz-entusiaster til de ny musik-interesserede. Hvis musikken kan kendetegnes som pluralistisk med en mangfoldighed af indfaldsvinkler, så går denne karakteristik hånd i hånd med en beskrivelse af mennesket Niels Viggo Bentzon; som den altfavnende, kulturengagerede person han var, forekommer den traditionelle opdeling i genrer og virkefelter alt for begrænset. For at tilfredsstille den skabende åre, virkede kunstneren også som maler, provokatør, forfatter, debattør og underviser. Kulturaktivisten Niels Viggo Bentzon engagerede sig i de mest forskelligartede kulturfænomener som et trækpapir sugede han indtryk fra sine omgivelser og inddampede dem i sit eget dybt originale univers. © Anders Beyer 2000

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse