Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Niels Marthinsen


© Nina Strand
Født:1963

"Jeg tror, at min musik er meget billedskabende”, siger Niels Marthinsen. Hans musik skaber i hvert fald kontakt mellem lytteren og komponisten – i en sjælden grad for ny musik at være. Niels Marthinsens værker har ofte en umiddelbar, fysisk appel, og han ved, hvordan man slår en klo i lytteren og holder fast. Han ønsker at skrive musik, der ikke udelukker nogen på forhånd. Den skal henvende sig til både hjerte og hjerne, og der er kort vej til begge de dele af modtageren, når Marthinsen er afsenderen. En af årsagerne til den stærke kontakt er Niels Marthinsens greb om selve kompositionsarbejdet. Han er en af de teknisk set bedst funderede komponister i Danmark og viger ikke tilbage for nogen teknisk udfordring. Det tekniske overskud går hånd i hånd med en udpræget rummelighed. ”Der er ikke noget, man ikke må i min musik”, siger han, og det er blevet en slags credo for ham. Han bryder ofte tabuer. Det kan være klanglige og udtryksmæssige tabuer, men også mere overordnede tabuer, som f.eks. at blande humor med alvor og at have en stærk ambition om at få øjeblikkelig kontakt til publikum. Marthinsen ser meget realistisk på forholdet mellem komponist og lytter: "Man er nødt til at tage højde for lytternes perceptionsapparat, og sørge for at der er noget i musikken, som ikke behøver at blive afkodet først. Det kan lyde kynisk, men det er det ikke. Jeg bruger mig selv som publikum. Mit eget musikalske lix-tal skal også gå både op og ned, og jeg har også selv brug for, at musikken siger "BUM!" engang i mellem!". Han er samtidig meget bevidst om, at det ikke er gjort med bare at slå på tromme engang imellem. Den kraftige og udadvendte musik behøver en masse reelt stof i sit indhold. Og endelig er det jo langt fra altid på sin plads overhovedet at bruge de kraftige udtryk. ”Ikke al kunst er beregnet til et stort publikum”, siger Marthinsen, ”og noget kunst er ikke engang tænkt til et offentligt rum. Men når jeg skriver opera eller for symfoniorkester, er det altafgørende at min musik henvender sig til mange mennesker. It’s showtime, og jeg kan lide det! Ellers slipper man heller ikke godt fra at sigte efter bageste række.” ***** Niels Marthinsen er født i 1963 og voksede op i Viborg. Han studerede komposition ved Det Jyske Musikkonsevatorium i Århus fra 1982-1990. I solistklassen var han elev af Per Nørgård, men han er også blevet undervist af Hans Abrahamsen, Steen Pade, Karl Aage Rasmussen og Poul Ruders. Allerede fra 1988 begyndte han selv at undervise på landets konservatorier i bl.a. komposition, instrumentation, teori og musikhistorie. Hans officielle komponistdebut i 1993 vakte opsigt. "Blodtransfusion til dansk musikliv" hed overskriften i en af de store danske aviser. Succesen førte et hav af bestillingsopgaver med sig, og siden har han udelukkende skrevet bestillingsopgaver. Så konstant har hans musik været værdsat. Udover at komponere og undervise, har Niels Marthinsen også organiseret, debatteret, forfattet og administreret med stor energi og effektivitet. Nogle kunstnere med talent for organisation ender med at blive væltet omkuld af skrivebordsarbejde, og dansk musik kan opregne en sørgelig række af komponister, der er gået kunstnerisk i stå af at påtage sig administrative erhverv. Det gælder ikke Niels Marthinsen. Han har ikke fået dæmpet sin kreativitet af at organsire en lang række festivaler og biennaler, administrere og lede ensembler og deltage i det statslige arbejde med musiklivet som medlem af Statens Musikråd og Statens Kunstfonds udvalg for klassisk tonekunst. Desuden har han lavet en bog og et internet-baseret undervisningsmateriale om ny dansk kompositionsmusik (www.forgrundogbaggrund.dk). Og helt fortjent har Niels Marthinsen modtaget nogle af landets vigtigste musikpriser: Astrid og Aksel Agerbys Musikpris, Hakon Børresens Mindelegat, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Victor Borges Musikpris og Wilhelm Hansens Legat. ***** Der er kommet en forbløffende lang række værker fra Marthinsens hånd, skrevet i så godt som alle former og genrer. På værklisten finder man bl.a. tre solokoncerter, tre operaer, en symfoni (i to versioner) og en meget stor mængde instrumentalværker, især for sinfonietta eller kammerbesætninger. "Bestemte instrumentkombinationer er ikke så vigtige for mig. Men generelt kan jeg godt lide besætninger, der kan lave en masse larm!”, siger Niels Marthinsen. ”Jeg vil påtage mig at instrumentere hvad som helst for hvilke instrumenter som helst, men små forsigtige ensembler med harpe, guitar og fløjte ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med. Jeg har det også lidt svært med strygekvartetter - med mindre der er strøm på…" Marthinsens timing er en væsentlig del af hans greb om musikkens effekt. Hvad enten det er en tre-minutters showstopper eller et flersatset orkesterværk ved han, hvornår det forskellige krudt skal fyres af. "Det er i virkeligheden ligesom en god sit-com i tv: Det er ikke de enkelte personer, men kombinationen af dem, som gør helheden interessant", siger han selv. Et andet påfaldende træk er den virtuositet, Niels Marthinsens musik kræver af de udøvende. Et stykke som A Bright Kind of High for sinfonietta er ligefrem skrevet for ”virtuos-ensemble”. Også hans kammer- og soloværker opsøger ofte grænserne for det teknisk mulige, men Niels Marthinsens mål er altid at stoppe én grad under det maksimale. Intensitet fra de musikere, der har det høje mål indenfor rækkevidde, spreder sig effektivt til publikum. I Niels Marthinsens musik hører desuden ofte, at han er en humoristisk person. Humoren optræder i mange varianter i hans musik, fra det beske til det boblende og det groteske. Det lille orkesterstykke Hong Kong Happy Funny Ping Pong Sing Along er sjovt helt ud i titlen og er musikalsk set et eksempel på hans slagfærdighed. Tuba-soloen Ex Jutlandica Obscura er en hentydning til hans opvækst i det mørke Jylland, hvor han først lærte den klassiske musiks eksistens at kende, da han var gymnasieelev. Orkestertryllerierne i hans Monster Symfoni, hvor vanvittige monstre både parrer sig og får unger, viser en leg med det store orkester, som kun få har overskud til at realisere. Lige fra de tidlige værker til i dag har Niels Marthinsens musik også været præget af komponistens ”værktøjskasse”, der rummer kombinationsmuligheder fra flere århundreders musik. Chopin, Beethoven, The Beatles, Grieg, Schumann, Langgaard, Chabrier, Carl Nielsen og kinesisk popmusik befinder sig lige ved hånden sammen med en mangfoldighed af teknikker fra hele den modernistiske tradition. Som Niels Marthinsens formulerer det: ”Jeg prøver ikke at ligne noget. Jeg prøver heller ikke at lade være." I stedet lever han fint og tæt med fortidens overvældende arv. Den omgang går lige fra at arrangementer af værker af Ravel, Johan Strauss og Mozart til citatarbejde af avanceret art. Schumanns Kinderszenen dukker op ikke bare i Marthinsens egen Kinderszene for blokfløjte og accordeon, men er også på visit i orkesterstykket A Bright Kind of High og i hans Lyriske stykker for klaver (der samtidig hilser Grieg). Den franske musik behandles i Marthinsens Bolero for tre trommeslagere (mod Ravels ene) og i Rapsodie Espagnole for den overraskende besætning af to akkordeoner. På værklisten er der sågar en Ungarsk Rapseri (et ordspil, der undtagelsesvist desværre ikke går at oversætte fra dansk). I sinfoniettaværket En Miniature er byggestenene et klaverstykke af Chopin, en sats fra en af Beethovens strygekvartetter spillet i tre tempi på en gang samt variationstemaet fra Carl Nielsens Blæserkvintet udstyret med akkorder, som bevæger sig den modsatte vej af originalen. ”Det er virkelig mærkeligt at høre, men meget smukt”, siger Marthinsen selv. *** Samme frygtløshed gælder Marthinsens arbejde med musikalske former og genrer. Hans tilgang til solokoncerter og operaer svarer til, hvordan genrerne blev anvendt i deres storhedstid; dengang instrumentalopvisningen var i centrum i en solokoncert, og hvor en opera var et medrivende følelsesdrama. Niels Marthinsen har allerede skrevet tre operaer, og de er centrale i hans store produktion. Kammeroperaen Kærlighed og Forræderi fra 1997 er et psykodrama der foregår i Berlin efter Murens fald, hvor begreber som ”kærlighed” og ”forræderi” langt fra har mistet deres statur. To-akteren Maestro fra 2001 udspiller sig på et plejehjem for operasangere – inspireret af en dokumentarfilm om det virkelige Casa Verdi i Milano. Stoffet i operaen affødte klaverværket Maestro Variationer, der med sine 28 satser og varighed på en time er langt det største af Marthinsens værker bortset fra operaerne. Den seneste opera er Skriftestolen fra 2006, og den stemmer fint overens med Marthinsens overbevisning om, at musik ikke er en intellektuel kunstart. Da slet ikke opera. ”Opera handler først og fremmest om menneskelige følelser”, siger han. Og Skriftestolen er ”en rigtig opera i ordets allerbedste betydning. En opera med bulder og brag og brask og bram.” Det er en helaftensforestilling med et dramatisk plot om jalousi, hævnlyst og mord. Historien og titlen stammer fra en ganske besynderlig novelle fra midten af 1800-tallet af den danske guldalderdigter Christian Winther. En digter, der i dag bedst huskes for sin lidt forblommede højromantik, men som med Skriftestolen lavede en etude-agtig gyserhistorie. Marthinsen har brygget videre på handlingen og byttet om på en række af faktorerne for at fyre ekstra op under følelserne og gøre historien endnu mere interessant for et nutidigt publikum. Jalousidramaet har fået en homoseksuel vinkel og scenen er flyttet fra guldalderdigternes klichéfyldte Italien til nutidens Spanien, og har dermed givet plads til nye koloristiske effekter. ”Med en stor opera har man ikke noget valg”, siger Niels Marthinsen. ”Man må male med den brede pensel. Det, som man normalt kalder for ’ny musik’, er bare ét udtryk af mange, som jeg har valgt at bruge i Skriftestolen. Der er rock og popmusik og spanske rytmer i operaen, der er helt traditionel bel canto-sang, ja, der er ikke det, der ikke er med.” Handlingen lader Marthinsen udspille i et bevidst sensationspræget forløb, som han også bruger i sin orkestersuite over Skriftestolen; et stykke han kalder en ”opera-trailer”. På provokerende, men ærlig vis er Skriftestolen også på den måde en genfødsel af den romantiske opera, der jo oprindeligt svarede til den type medrivende underholdning, vi i dag kender fra film og tv. ”Det er mig meget om at gøre, at publikum går til den her opera som en almindelig forestilling. Egentlig er det bare opera, og så er det jo lige meget, om musikken er skrevet i dag eller for hundrede år siden”, siger Niels Marthinsen, der gerne debatterer og provokerer, fordi han har så meget at have sine beviser i. ”Jeg mener, at komponister bør træde frem i offentligheden med musik og holdninger, der kommer mange mennesker ved, og opdatere ’klassisk musik’ til en nutidig kunstart, der ikke er til at komme udenom. Eksperimentering og indadvendt fordybelse er naturligvis helt uundværlig, for det er dér, nye ideer opstår og modnes. Men i dag skal der mere til, og det er lige noget for mig. Jeg gider ikke forsvare mig mod min egen tid – jeg vil hellere være med til at generobre publikum.” Jens Cornelius, 2006

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse