Søg 
Avanceret søgning...

Komponister / Forfattere

Hans Abrahamsen


© Tine Harden
Født:1952

Studerede horn ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium fra 1969 og fik sin første kompositionsundervisning sammesteds 1970-71 hos Niels Viggo Bentzon. I 1971 studerede han på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, hvor han modtog kompositionsundervisning af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. 1975-81 studerede han musikhistorie og teori ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har desuden studeret hos Per Nørgård og György Ligeti. Siden 1995 har Abrahamsen undervist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i instrumentation og komposition. Han har bl.a. modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris (1989) og Wilhelm Hansen Prisen (1998). Højdepunkter • Kompositionsstudier med Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og György Ligeti. • 1982 – “Nacht und Trompeten”, bestilt og uropført af Berlins Filharmoniske Orkester dirigeret af Hans Werner Henze • 1989 – tildelt Carl Nielsen-prisen • 1995 – ansat som assisterende professor i komposition og orkestrering ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København • 1998 – tildelt Edition Wilhelm Hansens Komponistpris • 2005 – engelsk premiere på “Four Pieces for Orchestra” ved BBC Proms, BBC Scottish Symphony Orchestra dirigeret af Ilan Volkov • 2008 – Verdenspremiere på Schnee (komplet version) i Witten af Ensemble Recherche. Hovedværker • Stratifications (1973-75; orchestra) • Winternacht (1976-78; chamber ensemble) • Nacht und Trompeten (1981; orchestra) • Märchenbilder (1984; chamber ensemble) • Concerto for Piano and Orchestra (1999-00; piano, ensemble) • Four Pieces for Orchestra (2004; orchestra) • Schnee (2006-2008; chamber ensemble) I dialog med fortiden, omverdenen – og sig selv: Hans Abrahamsen I 1999-2000 skrev Hans Abrahamsen en klaverkoncert. Den varer lidt over et kvarter, men ikke desto mindre indeholder dette kondenserede værk alle de vigtige nøgler til forståelse af komponisten – af hans måde at arbejde med musik på og af udviklingen i hans produktion, der til dat har strakt sig over 35 år. Klaverkoncerten begynder med en flyvende nervøs, lagdelt musik. Det er en romantisk farvet musik. Udtrykket er i familie med det, man møder i tidligere kerneværker som Winternacht, Märchenbilder og Nacht und Trompeten. Værker, Hans Abrahamsen skrev i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, og som har slået hans ry fast både i Danmark og internationalt. Klaverkoncerten begynder i denne vibrerende, poetisk-sanselige verden med dens forskellige, samtidige lag. Men efter mindre end et halvt minut stivner musikken. Splintres så at sige og går i krampe. Herefter udvikler den nye sider af Abrahamsens univers. Sider, som komponisten er gået i gang med at udforske, efter han i 1990’erne holdt en længere kompositionspause og koncentrerede sig om bearbejdelser af andres musik. Abrahamsen udtrykker sig koncentreret. Lytter man opmærksomt, som musikken kræver, opdager man referencer ikke bare til andre af komponistens egne værker, men også til ældre komponister. Den centrale andensats i klaverkoncerten, for eksempel, rummer i trompetstemmen en umisforståelig omend diskret reference til Mahlers 5. Symfoni. Hvor trompeten gentager tonen cis, har komponisten i partituret noteret “(wie Mahler!)”. Og i tredje sats, i hornstemmens sidste takter, finder man en tilsvarende hommage til den ungarske komponist György Ligeti og hans brug af naturhornteknik i horntrioen. Gennemskuelighed og objektivitet Hvordan finder den slags citater nu vej ind i musikken? Svaret er, at de slet ikke finder derind. De kommer – eller bedre: de opstår – dukker op, [emerges] ud af musikken. ”At komponere er at gå ind og finde noget i musikken, jeg ikke vidste, var der i forvejen. At undersøge musikken og finde nye ting i tonematerialet, som overrasker og indfanger mig.” Sådan svarer Hans Abrahamsen på spørgsmålet om, hvad det for ham vil sige at komponere. For mange vil det nok være et overraskende svar, for en komponist begynder da med et stykke blankt nodepapir, når han skal skrive et nyt stykke? Så hvad er det for en musik, der er der i forvejen? Hvad er det for et tonemateriale, der skal undersøges, og som oven i købet er i stand til at afføde opdagelser, der kan overraske komponisten og, blandt andet, antage karakter af citater? Svaret på disse spørgsmål leder ind til kernen af Hans Abrahamsens kunst. En kunst, der begyndte som en radikalt objektiv, stramt struktureret leg med klart afgrænsede tonematerialer, men som gennem årene har udviklet sig henimod et udpræget espressivt farvet udtryk, og som i de seneste år er begyndt at bevæge sig i nye, stadig delvis uudforskede retninger. Det er en kunst, der er udpræget sensibel i sit udtryk – følsom, vibrerende, registrerende – og som til stadighed arbejder sig frem mod nye grænser. Men som samtidig lytter opmærksomt til fortiden. Både til sin egen nære fortid og den store musikhistoriske fortid. Da Hans Abrahamsen skrev sine første modne værker som teenager i slutningen af 1960’erne, var det tiden for hippiebevægelsen og dens idealer om frihed, åbenhed og fredelig sameksistens mellem alle mennesker. På baggrund af disse idealer og kombineret med en kritisk holdning til den centraleuropæiske modernisme, der dengang udgjorde den ny musiks avantgarde, voksede i disse år en ny æstetisk retning frem internationalt, som i dansk musik fik betegnelsen ’den ny enkelhed’. Hvor modernismens fortalere, komponistfyrtårne som Karlheinz Stockhausen og Pierre Boulez, stillede det krav, at man skulle acceptere kompleksiteten, så stillede tilhængerne af den ny enkelhed et klart modkrav om en musik, der var helt igennem objektiv. En gennemført enkel musik, som skulle bestå af umiddelbart gennemskuelige strukturer. Midlet til at skabe en enkel, gennemskuelig musik blev for den unge Hans Abrahamsen den kompositionsteknik, man har kaldt konkretisme – en teknik, eller måske snarere en indfaldsvinkel til det at komponere, som han forklarer på denne måde: ”Konkretisme er blandt andet det, at musik kan behandles objektivt. Altså en eller anden form for rationel og gennemskuelig bearbejdning, enten af en velkendt melodi eller af et i sig selv objektivt materiale – en kromatisk skala, for eksempel. Man objektiverer materialet. Gør det konkret.” Det er altså denne type materiale – en simpel skala eller en i forvejen eksisterende melodi – Hans Abrahamsen taler om, når han taler om at “undersøge musikken og finde nye ting i tonematerialet”. Ting, der endda kan overraske komponisten selv. Den ny enkelheds æstetiske idealer – gennemskueligheden og objektiviteten – opleves i Hans Abrahamsens første orkesterstykke, Skum, skrevet i 1970, da komponisten var bare 18 år gammel. Stykkets er inddelt i klare afsnit, der alle varer nøjagtig lige lang tid. Til gengæld er de forskellige afsnit i denne stramme struktur fyldt med endda meget forskelligt indhold. Der klippes så at sige mellem nøjagtigt udmålte musikalske ‘filmstumper’ af stærkt afvekslende karakter. Det, at flere forskellige slags musik på denne måde kan eksistere fredeligt side om side i samme værk – at der er rum for alle mulige forskellige udtryk i ét og samme stykke – var et afgørende ideal for den unge Hans Abrahamsen. Denne stilpluralisme, kombineret med en klart overskuelig form og klart gennemskuelige strukturer, der præger Skum, minder med hans egen sammenligning om det samtidige udtryk hos den danske billedkunstner Per Kirkeby. Abrahamsen forklarer: ”Kirkeby lavede i denne periode nogle billedserier, hvor hver serie bestod af vidt forskellige motiver, som ikke kunne stå alene, men som blev legitimeret ved at indgå i denne form, som del af en stilpluralisme. Ydermere henviser billedseriens form til muligheden for reflektioner over serierne som billeder af billeder, og der opstod således både en distance og en forstærket nærhed i værket.” Princippet genfindes i første del af Abrahamsens orkesterstykke Stratifications fra 1973/75, der tilsvarende har karakter af filmklip, og i de ti yderst forskelligartede satser, der sammen udgør Abrahamsens første strygekvartet, 10 Præludier fra 1973. Et ekstremt eksempel på Abrahamsens gennemskuelige værker fra den nyenkle periode er hans Symfoni i C, skrevet i det danske EF-afstemningsår 1972. Stykkets oprindelige titel, Anti-EEC-sats, afslører den unge komponists politiske bevidsthed. Som medstifter af Gruppen for alternativ musik deltog hornisten og komponisten Abrahamsen i musikpolitiske happenings på gadeplan. Ambitionen var at sætte kompositionsmusikken i relation til samfundet. Den rene, enkle og mange steder helt unisone Symfoni i C var Abrahamsens dobbelte ungdomsoprør. Stykket var et politisk oprør imod, hvad komponisten anså for uigennemsigtige bureaukratiske magtstrukturer, der kendetegnede den Europæiske Union. Samtidig var det et musikalsk oprør, som hørte tiden til, mod modernismens kompleksitetskrav. Poetiske kvaliteter Konkretisme består i at sætte mekaniske musikalske proceser i gang, og så, ekstremt set, lade resultatet af processerne være lig med musikken. Men en konkretist kan også vælge at udvinde mere subjektivt komponeret musik af et tilgrundliggende objektivt materiale. Mens de konkretistiske teknikker står klart – nogle gange decideret nøgent – frem i Hans Abrahamsens tidlige periode, til og med Stratifications, så kom komponisten i anden halvdel af 1970’erne til at arbejde mere subjektivt på baggrund af disse teknikker. Umiddelbart afspejles overgangen til denne anden, poetiske eller romantiske periode i en række nye tysksprogede titler, hvoraf den første er septetten Winternacht, komponeret 1976-1978. Oven på de tidlige værkers kølige konkretisme spores i den anden periode en ny optagethed af de poetiske kvaliteter, konkretistiske strukturer kan lade dukke frem. (Køligheden brænder væk, kan man sige, i den laserstråleagtigt intense energiakkumulering, der finder sted i slutningen af Stratifications). Det er, som om der kommer en længsel ind i musikken, samtidig med, at den åbner sig på en ny måde mod fortiden. Hans Abrahamsen taler selv om ”en ny tidsbevidsthed” i værkerne fra denne poetiske eller romantiske periode. De mekaniske proceser forkastes ikke. Det ses klart i de første takter af Winternacht, hvor udgangspunktet er tre samtidigt faldende kromatiske linjer i forskellige tempi – for så vidt helt svarende til de tre forskellige stigende skalabevægelser i den centrale femte sats af 10 Præludier. Den afgørende forskel er, at komponisten i begyndelsen af Winternacht subjektivt har valgt toner ud fra den bagvedliggende konkretistiske struktur. Man kunne også sige, han har fjernet de andre toner fra de tre faldende kromatiske skalaer. Visket dem ud, på samme måde som i det syvende af de 10 klaverstudier, hvor en musik, der minder om Chopin, skimtes bag musikkens node- og pausetegn. Hvor strukturen i Abrahamsens kvartetsats er lig med musikken, danner den i septetten udgangspunktet for et poetisk univers, skabt ved en subjektiv udvælgelse af toner fra tre i sig selv stereotype faldende skalaer. Hans Abrahamsen forkastede altså ikke strukturerne, men han taler om, at han oplevede en ny form for lytten i forhold til materialet i løbet af den anden halvdel af 1970’erne, hvor også det for Abrahamsen karakteristiske, omend sjældent pointerede slægtskab mellem værkerne bliver omsiggribende. Især de 10 klaverstudier står i den forbindelse centralt. Disse klaverstudier – ikke i egentlig forstand tekniske etuder, snarere en serie karakterstudier – arbejder sig systematisk fra fire følsomt romantiske studier med tyske titler over tre mere mekaniske, engelsk betitlede og to fransk beåndede til et enkelt italiensk lysende studie. De første syv studier er komponeret inden pausen i 1990’erne, ligesom det 10., der dog først blev opført sammen med 8. og 9. studie i løbet af 1990’erne. Igen og igen er komponisten vendt tilbage til disse studier og har brugt dem som udgangspunkt for nye værker. Horntrioen Six pieces fra 1984, for eksempel, er en genkomponering af seks af de syv første studier, omend i omarrangeret rækkefølge. På samme måde gribes i orkesterværket Nacht und Trompeten tilbage til materiale fra et andet kerneværk i produktionen, septetten Winternacht. Også kammerorkesterværket Märchenbilder peger med sidstesatsens tonalt adskilte lag tilbage på den tilsvarende bitonalitet i denne septet, som indleder komponistens anden periode, og hvis faldende linietegning kan spores helt frem til cellokoncerten med den tvetydige titel Lied in Fall. Kompositionsåret for cellokoncerten, 1987, markerer afslutningen på Abrahamsens anden periode, hvor fortidige figurer som fanfarer, hornkvinter og simple melodier får lov at træde klart frem. De klistres ikke på musikken. De findes i dens struktur, dukker så at sige frem af materialet og fremhæves af komponisten. Mahlercitatet i klaverkoncertens anden sats og hornstemmens hommage til Ligeti i tredjesatsen er eksempler, og fænomenet kan tilsvarende studeres i Nacht und Trompeten, skrevet på bestilling fra Berliner Filharmonikerne og tilegnet den tyske komponist Hans Werner Henze, som dirigerede uropførelsen i 1982. Det er især mellem denne anden periode og tiden fra klaverkoncertens tilblivelse i slutningen af 1990’erne, at Abrahamsen, som mange andre komponister, har arbejdet indgående med bearbejdelser af andre komponisters værker. Ligesom komponisten i kraft af den materialemæssige viderebearbejdelse, der finder sted fra værk til værk, fører en stadig dialog med sig selv, fører han, ikke mindst i disse bearbejdelser, en samtale med historien og med sin musikalske samtid, som finder vej ind i hans egne værker. Nye retninger Lad os for et øjeblik gå tilbage til værkerne fra Abrahamsens første periode og strygekvartetten 10 Præludier. I den centrale femte sats af kvartetten opstår enkle, tonalt opbyggede akkorder ud af satsens strengt objektive, fuldstændig konkretistiske mekanik. Det er en afgørende pointe, at disse firklange på den ene side er ladet med følelsesmæssigt indhold – det må de nu en gang være for den lytter, der er fortrolig med de klassisk-romantiske komponisters værker – men at de på den anden side er opstået uintenderet, som resultat af den konkretistiske proces. Den objektive proces lader, som vi har været inde på, subjektivt klingende, espressive objekter træde frem. Ligesom konkretismen i de tidlige værker gjorde det muligt at fylde stramme strukturer med en grænseløs frihed i indholdets forskellighed, gør konkretismen det muligt for komponisten i værkerne fra mellemperioden at håndtere følelsesladede musikalske objekter. Men processen kan også gå den anden vej. Da Hans Abrahamsen i 2000-2003 komponerede orkesterværket Fire stykker for orkester, greb han tilbage til de første fire af sine Ten Studies for Piano fra begyndelsen af 1980’erne, for gennem udvidelsen blandt andet at kunne tilføje ekstra følelsesnuancer. Idéen med at komponere klaverstudierne for stort orkester fostrede Abrahamsen allerede under tilblivelsen af studierne i 1980’erne. Det var således en del af den originale plan, da Abrahamsen påbegyndte arbejdet med at rekomponere og udvide dem både i tid og rum. Og som orkesterværket fremstår, er de fire stykker blevet dobbelt så lange, instrumenteret for et orkester af mahlerske dimensioner. I musikken finder vi ekkoer fra det postwagnerske orkesterrepertoire – men netop kun ekkoer, som flyvske følelseserindringer, brudstykker oplevet i drømme eller som déjà vu. Den moderne betragters distance opretholdes, en distance som med digteren Thomas Campbells ord, ”lends enchantment to the view”. Og mens man umiddelbart kan høre komponistens egen fascination af de romantiske mesterværker i Hans Abrahamsens musik, er der samtidig en distancens patos tilstede, gennem hvilken fortidens musik (inklusive Abrahamsens egen) kontempleres fra et helt andet musikalsk perspektiv. Sådan er Hans Abrahamsens musik i stadig, sammenhængende udvikling, uanset hvor selvstændigt hvert nyt værk kan lyde i forhold til sine forgængere. Musikken – og det vil jo til syvende og sidst sige komponisten – er i stadig, udviklende dialog med sig selv. I anden sats af klaverkoncerten, som indledes med den overraskende smukke klaversolo, er der i virkeligheden slet ikke tale om nykomponeret musik, men om et uddrag af klaverstemmen fra anden sats af Märchenbilder, der er løftet ud af sit oprindelige partitur og lagt ind i koncerten. ”Jeg ville aldrig kunne komponere det, bare sådan”, forklarer Hans Abrahamsen. ”Denne solopassage for klaversolisten er opstået ud af det materiale, der omgiver passagen i Märchenbilder. Bag dens tilsyneladende enkelhed ligger med andre ord en stor kompleksitet! Det er den historie, denne klaverstemme har, der gjorde, at det blev muligt for mig at skrive den i klaverkoncerten.” Sammen med de to sidste af de ti klaverstudier, der efter kompositionspausen op gennem 1990’erne blev til i 1998, markerer klaverkoncerten, de Fire stykker for orkester samt Three Little Nocturnes fra 2005 til akkordeonisten Frode Haltli og Cikada Strygekvartet et nyt afsnit i komponistens produktion. En ny, tredje periode efter første periodes strenge, kølige konkretisme og mellemperiodens anderledes poetiske værker. © Thomas Michelsen

Øvrige websites



Din e-mailadresse

Tilmeld dig vores GRATIS nyhedsbrev og få sidste nyt om udgivelser og værker.

* Fornavn
 
* Efternavn
 
* Din e-mailadresse